Sanatorium af Sarah Pearse

Elin Warner har orlov fra sit arbejde som kriminalkommissær efter en voldsom oplevelse på jobbet. Nu er hun, sammen med kæresten Will, på vej til luksushotellet Le Sommet, et tidligere sanatorium, hvor hun skal fejre sin brors forlovelse med barndomsveninden Laure. Elin virker skrøbelig. Hun får angstanfald på vej op i kabelbanen, er urolig og anspændt – hvilket både kan skyldes det traume hun har været udsat for i sit job, men også at hun snart skal møde sin bror, som hun ikke har set længe. Deres lillebror Sam druknede for mange år siden – og Elin mangler stadig at få talt med Isaac om, hvad der virkelig skete den dag. De har et anstrengt forhold, det har de altid haft. Elin tror, Isaac slog Sam ihjel.

Da der sker et mord på hotellet – og i de næste dage flere mord – må Elin tage sig af det politimæssige – for der er ikke andre til det, det lokale politi har ikke mulighed for at komme op til hotellet. Den skrøbelige, ængstelige Elin kaster sig ud i arbejdet, går ud i stormen alene på jagt efter en morder, går alene op for at møde Laure (selvfølgelig en fælde) – opfører sig umodent og tilsidesætter alle former for sikkerhed. Samtidig taler hun med sin bror, sin kæreste og andre på hotellet om sine iagttagelser – er det en professionel kriminalkommissær, vi har med at gøre her? Elin virker ikke troværdig på mig.

Og så er der hotellet, højt oppe i de Scweiziske alper. Allerede her tror man ikke på historien. Hvem ville bygge et luksushotel på en afsides bjergtop, hvortil adgangsforholdene er meget besværlige – også når der ikke er laviner og sneskred? Først skal man med en kabelbane, dernæst med en bus ad en vej, der er så smal, at det virker farligt at køre der. ‘Vejen er snævret yderligere ind, den er nu kun lige knap bred nok til at minibussen kan være på den‘ – sådan står der, og dog kører minibussen op ad den snævre vej.

Men det er selvfølgelig et perfekt sted til en mordscene, gæster og personale er sneet inde, der er en morder iblandt dem, og politiet kan ikke komme frem grundet sneskred, som det vil tage flere dage at rydde.

Det tager halvanden time med kabelbane og bus at nå op til hotellet – alligevel mener Adele, en af hotellets ansatte, at hun kan nå ned til landsbyen til fods på en time i snestorm.

Jeg blev aldrig rigtig grebet af historien, dertil var der for mange urealistiske og utroværdige hændelser og personer. En krimi behøver på ingen måde at være realistisk – men man må alligevel kunne gå ind på morderens præmisser, tro på motivet, og lade sig overraske. Det kunne jeg ikke i denne krimi. Dertil var historien kørt alt for langt ud, og de iscenesatte mord med spor til fortidens hændelser dengang hotellet var et sanatorium, var utroværdige, både udførelsen og motiverne.

Anmelderbog

Lån bogen på biblioteket