Sagen Kataryna af Leif GW Persson

“Sagen Kataryna” er Leif GW Perssons anden roman, udgivet i 1979. Man kan helt bogstaveligt dele GW’s forfatterskab op i to dele, da han udgav tre krimier fra 1978-1982, hvorefter han holdt 20 års pause inden han genoptog forfatterkarrieren med det første bind i ‘Palme-trilogien’. Der er temmelig stor forskel på skrivestilen i de første tre bøger sammenlignet med hans senere værker, måske fordi han var mere vred i sluthalvfjerdserne, efter at være blevet fyret fra Rigspolitiet, hvor han arbejdede som kriminolog. Han blev fyret pga. ‘Geijer affæren’, som man kan og bør læse meget mere om i hans erindringer, “Gustavs knægt”.

Kataryna er en polsk prostitueret, som findes myrdet i entreen i sin lejlighed. Hun bliver fundet af en kunde, der naturligvis bliver en af de mistænkte i sagen. Kataryna er blevet myrdet på en temmelig bestialsk måde, og blot tre dage før hendes død, havde hun snakket med kriminalassistent Jan Lewin, angående et overfald på hende.

Bogen har undertitlen, ‘En politiroman’, og det er lige hvad den er. Det var inden GW tog tråden op fra Sjöwall & Wahlöö og kaldte sine bøger ‘En roman om en forbrydelse’. Vi følger politiets arbejde på tætteste hold, faktisk så tæt at det nogen gange kommer til at virke helt dokumentarisk. Det bliver understreget i de 3 kapitler der har titlen, ‘Fortælleren’. Her forestiller jeg mig, at GW sidder med sagens akter og bedømmer politiets arbejde, interviewer de forskellig betjente der har arbejdet med sagen, og stiller dem kritiske spørgsmål (hvilket var en del af hans arbejde som kriminolog). En af hans kritikpunkter er bl.a. at man glemmer at se på mennesket Kataryna. Samtidig kommer der også et par bemærkninger om politivold, som bliver hovedtemaet i den efterfølgende bog.

Jeg fandt på samme tid bogen noget tung men også spændende, især sidste halvdel, da man endelig får sig sporet ind på morderen. Samtidig må det næsten være en af de mest autentiske krimier, jeg har læst. Man fornemmer virkelig hvordan sagen tynger især Lewin og Jarnebring (begge optræder i flere af GW’s bøger), og man følger nøje det kæmpe arbejde det er, at finde frem til en gerningsmand.

Det er langt fra GW’s bedste krimi, den skal man finde i anden halvdel af hans forfatterskab, hvor der er meget mere lune i hans sprog, men den er bestemt læseværdig, og nok noget af det tætteste han kommer Sjöwall & Wahlöö’s bøger med Martin Beck, og større kompliment kan jeg vel næppe give!

Lån bogen på bibliotek.dk