284
2006
87-7677-034-6, 978-87-7677-034-1
Trollbunnen
Bogen tager sin begyndelse i Norge, året er 1581 og pesten hærger voldsomt. Silje er en 16-årig pige, som har mistet hele sin familie pga. pesten og er nu hjemløs. Hun strejfer om for at finde føde. På sin vej finder hun en lille pige, der græder ved siden af sin døde mor. Silje tager pigen med sig, selvom hun har svært nok ved at klare sig selv. Lidt senere på vej gennem en skov, hører Silje barnegråd. Fuld af overtro og bange anelser finder hun et efterladt spædbarn, som er lagt ud for at dø, født af en ulykkelig og ugift kvinde. Igen tager Silje et fremmed barn med sig på sin vej. Det lille trekløver søger mod et bål lidt væk med hensigt om at varme deres frosne lemmer ved ildens varme. Til deres skræk er der her en smuk, ung mand, som er ved at skulle henrettes. De bliver kontaktet af en stor, dyrisk fremmed, som overtaler dem til at frelse den unge mand. Således krydser Silje og børnene det berygtede isfolks veje og den 47 bind lange historie er skudt i gang.
Silje er vokset op med skrækkelige historier om isfolket. Det siges at den onde Tengel for mange år siden indgik pagt med djævlen og blev lovet særlige kræfter og måske endda udødelighed. Folk er meget bange for mennesker med særlige evner, og den blotte mistanke kunne let føre til hekseafbrændinger.
Jeg har tidligere læst den nye oversættelse af bogen, men hørt at den gamle fra 1982 skulle være bedre og mere korrekt oversat. Som helhed synes jeg dog ikke der er forskel. Det er en god og lidt mystisk bog. Den fanger hurtigt læseren og man følger spændt den unge Siljes liv og skæbne. At bogen er krydret med overtro og trolddom gør kun bogen mere spændende, da man aldrig kan gætte hvad der følger.