Robin Hood af Howard Pyle

Den originale ”Robin Hood” fra 1883 er en værre omgang røverhistorier – i bogstavelig såvel som overført betydning. Det er et meget romantisk billede, der tegnes af livet som fredløs i England i 1200-tallet. Historien om Robin Hood og hans lystige svende fortælles i små bidder, som mest handler om mænd, der slås med kæppe, mens de fyrer lystige bemærkninger af. Og på et tidspunkt får man simpelthen nok af friske fyre, der altid er friske på noget øl og en rask bueskydningskonkurrence. Hen imod bogens slutning drejer historien og bliver mere dyster, hvilket klæder den.

Fortællingen om Robin Hood starter, da han ved et uheld kommer til at slå en mand ihjel og efterfølgende dømmes fredløs. Han flygter ud i Sherwoodskoven, hvor han snart får opbygget en ganske pæn flok af ”merry men” (andre fredløse). Klædt i lincolngrønt fordriver de tiden med at røve adel og gejstlige og fordele goderne blandt mere trængende. Robin vinder de fleste af sine mænd via en hurtig tvekamp og sit gode humør.
I kid you not.

Til de kvindelige læsere vil jeg sige, at man ikke skal læse ”Robin Hood”, hvis man gerne vil høre noget om Marian – eller Marianne – som hun hedder i den danske udgave. Hun nævnes to gange i hele bogen. Anden gang bare i en bisætning og sådan er det, fordi vi jo har at gøre med muntre svende, der lever det muntre liv og her, er kærlighed mest noget, som følsomme troubadourer gør i.

De nyere filmatiseringer af ”Robin Hood” øver faktisk ikke bogen retfærdighed. Modsat den normale tendens, hvor man i filmen har barberet de mest ubehagelige dele – især slutninger – væk, er filmatiseringerne af Robin Hood langt mørkere end bogen. Den pjattede ”Men In Tights” fra 1993 ligger faktisk overraskende tæt på bogens tone.

Lån bogen på bibliotek.dk