40
2009
978-87-02-07378-2
”Ritas venskab” er en modig fortælling om sårbarhed, svigt og smerte for de 4-9 årige.
Bogen handler om at føle sig svigtet af sin bedste ven – og om det svære ved at blive venner på ny. Det sidste er slet ikke så nemt. For hvem skal først sige undskyld?
Rita er bedste venner med drengen Victor. De har et hemmeligt mødested udenfor byen, hvor de har ridset en venne-tatovering ned i en bænk. Men en dag bliver de uvenner, fordi Victor siger grimme ting og griner ad hende.
Rita bliver meget såret over Victors opførsel ”..og pludselig føles det som en fodbold rammer hende hårdt i maven”.
Sproget er sanseligt og enkelt, men uden særlig megen humor og det er helt bevidst.
Emnet er følsomt og man bliver bare blød om hjertet ved synet af Otto Dickmeiss´ akvareltegninger. Sårbarheden lyser ud af Ritas store blå og glasagtige øjne (som næsten er ved at falde ud af hovedet) og hendes nedbøjede hoved. Tegninger fortæller deres egen historie om samhørigheden mellem Rita og Victor i sær mellem de røde og blå farver, der leder tankerne hen på Yin og Yang.
Senere møder Rita drengen fra de blå bjerge, der er jagt efter en rød sommerfugl. En dreng, der minder lidt om Victor, men han er bare helt blå. Han hjælper Rita med at få mod til at blive venner med Victor igen.
Her bryder fortællingen med virkelighedsplanet og fletter elementer fra eventyrgenren ind i handlingen. Noget, som børn vil have let ved at leve sig ind i. Drengen fra de blå bjerge er Victor, og så er han alligevel ikke Victor. Og børnene kan godt se det i bogen, fordi drengen er malet helt blå modsat den rigtige Victor.
Det er tankevækkende, at de voksne helt er fraværende i historien. Forfatter og tegner har gjort sig meget umage med at beskrive oplevelsen indefra barnet og give det plads.
”Ritas venskab” egner sig godt til højtlæsning. Historien fortælles i et let genkendeligt talesprog.
Her er der mulighed for at barn og forældre kan bidrage med egne oplevelser undervejs.