Ren vodka af Anna Blundy

“Ren Vodka” er første bind i en krimiserie med den engelske journalist Faith Zanetti. Faith er landet i Moskva, hvor hun som korrespondent for en engelsk avis skal levere historier om landet, gerne garneret med menneskelige vinkler om de hårde levevilkår eller om organiseret kriminalitet. Hun har tidligere boet i byen, idet hun som nittenårig giftede sig med en russer – som hun dog forlod midt i noget værre rod, som også involverede den unge pige og unge mand, som lå døde i nabolejligheden, ham med det ene ben skåret af. Faith rejste (af andre grunde) hjem til England i den tro at det drejede sig om et kæreste mord/selvmord og har siden levet af at rapportere fra verdens brændpunkter, men er nu slidt op (deraf hendes alkoholforbrug som giver bogen titel) og altså vendt tilbage til Moskva.

Faith inddrages i den tidligere drabssag og så flyver handlingen – og klicheerne – ellers over stok og sten, hvilket egentlig er synd, for der er mange betragtninger i bogen om den stereotype forståelse af Sovjetunionen/Rusland. Krydsklippene mellem 1980’erne og nutiden kunne fungere som ramme for en social analyse, kritik eller bare betragtninger om forskellene/lighederne mellem de to samfund, men i essens er bogen én stor floskel.

Faiths tidligere ophold i Moskva fylder en del og hun var ikke den skarpeste kniv i skuffen – og selvom hun utallige gange undskylder sig med at hun kun var 19 år, bliver man som læser træt af bortforklaringen og fatter ikke, at hun ingen anelse havde om hvad der foregik.

Det er vistnok meningen at romanen skal være sjov, men det er den kun på en ufrivillig basis. Løsningen af gåden – selve krimidelen af bogen – er egentlig det bedste element, men er ikke særlig spændende og fuld af huller så store, at selv ikke det store vodkaforbrug som Faith fortærer kan fylde det. Særlig sjovt bliver det når Faith opsøger en af de barske håndlangere, Misha, i den samme grumme lejlighed hun i sin tid besøgte ham i (hun kan huske vejen…) og hverken han eller hans velstand tilsyneladende har ændret sig, på trods af hans arbejdsgivers strålende karriere (og Misha er trods alt højre hånd og alt det der). Endvidere: når den grumme til sidst får sin straf (på tundraen gudhjælpemig) bryder bryske, hårde, Misha sammen og siger han endelig er fri, noget han åbenbart ikke selv kunne kurere på russisk manér (som forstås er med våben i hånd).

Den ene stjerne gives for ambitionen om at fortælle bagom stereotyperne om russere og Moskva (hvilket altså ikke lykkedes), mens den anden stjerne tilfalder Faith Zanetti, der til trods for at hun fuldt ud lever op til – og selv bidrager til – klicheerne, og heller ikke er usympatisk på den fede måde (hun er et træls bekendtskab, færdig) alligevel er anderledes end de gængse heltinder.

Lån bogen på Bibliotek.dk