430
2009
978-87-91450-32-7
Sea of trolls
”Rejsen til Mimers Brønd” er en klassisk børnebog i eventyrform. Den handler om drengen Jack og henvender til nok mest til vikinge- og kampinteresserede mellem 10-13 år.
Hovedpersonen, Jack, er 11 år og lever et gråt og trist liv i en angelsaksisk landsby med sine forældre og lillesøster. Hans noget gnavne far sætter ham til hårdt arbejde hele tiden, mens hans blide mor kan synge bierne til ro. Den dag han kommer i lære som skjald ændres alt dog. Jack lærer at lytte til naturen og se ting ingen andre ser og så lærer han skjaldemagi. Skjalden bærer dog på en hemmelighed, han kommer oprindelig fra Norden, og her har han gjort sig til uvenner med halvtrolde-dronningen Frith, der sender marer ud og angribe skjalden. En dag bliver landsbyen angrebet af vikingerne fra Skjaldens gamle landsby og de fanger Jack og hans lillesøster, der nu må drage med de brovtende og ulækre nordboere på deres skib. Dette bliver startskuddet på en lang og farefuld rejse, der fører Jack langt ind i Jætternes rige i forsøget på at redde sin søster og komme hjem.
Alt i alt synes jeg godt om historien, men jeg synes nordboerne fremstilles som bøvsende, pruttende tosser, hvis eneste ønske det er at dø i kamp, så de kan komme til Valhal.
Det er en børnebog og jeg er sikker på et 10-årigt barn ville falde på halen af grin over bøvserne og prutterne, men samtidig ville være skræmt over alle de tilfældige tæsk og dødstrusler, der bliver slynget ud af nordboerne. I forhold til min smag er der lidt for meget vold og dødsglæde i bogen til, at jeg nyder at læse den op. Men selve historien er et godt og solidt eventyr, der fanger læseren ind i fortællingen med kampscener, drager, trolde og magi, og en lille dreng, der ender som en stor helt.