0 kommentarer

Purity af Jonathan Franzen

af d. 16. juni 2016
Info
 
Sideantal

615

Udgivet

2015

ISBN

978-87-02-14820-6

Originaltitel

Purity - oversat af Mich Vraa

Udgave

1. udgave

 

Kvinderne, og især da de ildsprudlende moderdyr, i Jonathan Franzens voldsomt underholdende slægtsroman ”Purity” stjæler fuldstændigt billedet fra de ellers sympatiske, succesfulde og lynende intelligente mænd. Gad vide, om Franzen selv har haft en dominerende mor eller ukuelig kæreste?

Purity er navnet på den etparogtyveårige heltinde, der dog helst vil kaldes Pip. Trods fandenivoldskhed og et godt udseende emmer hun af frustrationer, mindreværdskomplekser, studiegæld og mangel på fremdrift. Spørgsmålet er, om hun nogen sinde finder en sød kæreste og kommer videre fra det udbombede kollektiv i Oakland, hvor hun bor sammen med nogle syrede typer.

Pips mor elsker hende højt, men på en desperat måde. Som om hun er bange for at miste sin datter… Hun vil ikke fortælle Pip, hvem hendes far er, hvad hun i virkeligheden hedder, eller præcis hvornår hun er født. Morens hemmelighedskræmmeri får naturligvis Pip til at længes efter sandheden. Hvem helvede er min far?

Franzen lægger elegant flere spor ud, så læseren begynder at gætte med, men først langt henne i den murstenstykke roman kommer forløsningen. Og på det tidspunkt er man så optaget af alle de andre fantastiske historier, at man næsten er ligeglad.

Der er historien om den flotte, usandsynligt godt begavede Andreas Wolf, som vokser op i DDR, bag jerntæppet, og i starten har travlt med at etablere et broget sexliv. Ikke sært, når man først har mødt hans labre, hyperambitiøse mor, der kæmper hårdt for at bringe både sig selv og sin søn frem i verden. I kulissen lurer øjet i det høje, Stasi, med hårdhændede metoder og benhård ideologi.

Et mord kaster alle bolde op i luften, herefter bliver intet som før. Jerntæppet falder, Andreas bliver en mediehelt og med tiden en verdensberømt guru, der fra sit paradis i Bolovia ’leaker’ de store virksomheders og staters beskidte hemmeligheder. À la Assange. Alle vil have deres bid af Andreas, der dog helst vil have fingre i – Pip! Hvorfor nu det? Er hun hans hemmelige datter…

I Denver har den knivskarpe journalist Tom Aberant i mellemtiden stiftet en nonprofit-medievirksomhed, der står på tærsklen af et scoop med afsløringen af uforsvarlig omgang med atomraketter. Bag virksomheden lurer en multimilliardær med sine egne dagsordener. Ind i billedet snubler Pip, der gerne vil være praktikant på stedet. Og så viser det sig selvfølgelig, at Tom kender Andreas fra dagene, da Muren faldt, og Tom ligesom tilfældigt befandt sig i Østberlin. Ringen er sluttet; måske.

Jonathan Franzen er en af USA’s største nulevende forfattere med bl.a. ”Korrektioner” og ”Frihed” på samvittigheden. Begge forrygende bøger med en langt skarpere civilisationskritik end ”Purity”, hvis subtile stikpiller handler om vores internetafhængighed, kendisdyrkelse og overfladiske samværsformer.”Purity” er til gengæld hæmningsløst underholdende og sine steder ret morsom. Intet under, at bogen for længst er solgt til filmatisering med en stjernebesætning på rollelisten.

Lån bogen på bibliotek.dk

Bedømmelse
Karakter