0 kommentarer

Passageren af Cormack McCarthy

af d. 23. juli 2023
Info
 
Forlag
Genre
Sideantal

478

Udgivet

2022

ISBN

978-87-02-37856-6

Originaltitel

The Passenger

Udgave

1. udg.

 

Nyligt afdøde Cormack McCarthy har med ‘Passageren’ begået en mystisk, stemningsfuld og reflekterende roman.

Bobby Western arbejder som bjærgningsdykker med base i New Orleans, hvor han i romanens begyndelse er nede i havet for at inspicere vraget af et havareret fly. Besætning og syv passagerer er druknet, men en ottende passager er forsvundet. Langsomt finder vi ud af at Bobby også har en fortid som racerkører i Italien, havde et nært forhold til en søster der begik selvmord, samt en far der var involveret i skabelsen af af den første a-bombe. En større arv fra bedsteforældre spiller også en rolle.

Med “langsomt” menes virkelig! langsomt, for handlingen nærmest slæber sig afsted i bogen første halvdel. Her lærer vi Bobbys venner og bekendte lidt at kende på diverse barer og spisesteder i New Orleans. Vi lærer også at sorgen over søsterens død på en anstalt for sindslidende stadig tynger ham og at Bobbys betydelige midler pludseligt beslaglægges af, ja, måske FBI, på grund af mistanke om skattesvindel. Det driver ham under jorden, hvor han lever i afsondrethed og har god tid til at tænke over tilværelsen.

I bogens anden halvdel løfter fortællingen sig lidt, da smukke naturbeskrivelser afløses af tankevækkende refleksioner over livet. Bølgerne slår mod kysten og skyerne flyder stille over himlen, sådan meget evighedsagtigt, lidt a’la tilværelsens ulidelige lethed; for hvad skal man med den, tilværelsen? Der gives et bud på et svar. Det vækker ikke de helt store følelser hos undertegnede, men er dog moderat bevægende og samtidigt flyder handlingen lidt raskere afsted. Men meget står ved endt læsning stadig uklart; hvem er ude efter Bobby?, hvem er den den manglende passager og hvad er mysteriet bag det havarerede fly?, og hvem og hvorfor stjal nogen familiens breve og andre papirer hos bedstemoderen i det midtvestlige?

Mystikken ligger tungt over fortællingen, men det der tegner til at kunne blive til en fin mørk thriller fiser ud i en, bevares, stemningsfuld eksistentialisme. Ret så skuffende, og fortællingen skæmmes samtidigt af lange surrealistiske og meningsløse passager af søsterens forstyrrede tanker, når hun ikke tager sin medicin, en lang og kedsommelig matematisk-filosofisk diskussion (Bobby er også rigtig skrap til matematik), og forvirrende (og ret banale) dialoger hvor man ikke helt ved hvem som taler. Træt nåede jeg til vejs ende og kunne ikke undgå at tænke på hvad McCarthy egentlig ville med bogen, og hvorfor den ikke blev rettet til af en redaktør? Thriller og eksistentialisme i én og samme bog, men uden sammenhæng og uden afslutninger. Og blottet for den intensitet som fx ‘Blodets meridian’ har.

Lån bogen på biblioteket

Bedømmelse
Karakter