Parole af Harald Landt Momberg
79
1998
87-7378-184-3
Forfatternavnet Harald Landt Momberg sagde mig ikke det fjerneste, og det skyldes først og fremmest, at han ikke var en særlig produktiv forfatter, men også, at Momberg havde mere end almindeligt svært ved at få udgivet sine digte mens han levede.
Otto Gelsted, der var redaktør for det danske litterære tidsskrift “Klingen” skulle angiveligt have afvist Mombergs digte med formuleringen: “Jeg forstaar dem ikke, og jeg betvivler, at det ad den Vej er muligt at indvinde nyt Land for Poesien. Er det det tyske Svindlerblad Der Sturm, der har faaet Dem ind paa en saadan syntaktisk Dekomposition? Maaske kunde De prøve at sende os Digte med syntaktisk Sammenhæng? Det kan jo ikke nytte, vi gør os bedre begavede end vi er, og dette her gaar over vor Forstand”.
Efter ovennævnte afslag skulle Momberg have droppet forfatterkarrieren og blevet ved posten som journalist. Det tror jeg ærligt talt også var en god ide.
“Parole” er en digtsamling, der består af 33 digte, herudover er digtene ledsaget af ditto antal collager af Thomas Bruun.
Digtene har alle det tilfælles, at de er korte, men også at de er for en stor dels vedkommende er komplet uforståelige for undertegnede anmelder.
Digtene kredser om emner som sorg, vanvid, kulde, kærlighed og hjemve, emner som mange digtere før Momberg har kreeret smukke digte om. Strukturen i digtene er stort set ikke til stede, syntaks og sammenhængskraft er ikke til stede.
Indholdsmæssigt giver digtene ganske enkelt ikke mening for mig, og hvis jeg skal give en bog en rimelig vurdering er det et minimumskrav fra min side, at jeg skal kunne finde hoved og hale i bogens indhold, herunder også, at bogen skal være skrevet i et overbevisende og begavet sprog. Det skader heller heller ikke hvis bogen er spændende og har humor.
Desværre lever bogen ikke op til nogle af de krav jeg stiller til en bog, og derfor kan jeg naturligvis kun “belønne” bogen med en enkelt stjerne. Bogen er ganske enkelt dårlig og kan ikke anbefales på nogen måde.
