Pandaemonium af A. Silvestri
777
2011
978-87-92728-05-0
Pandæmonium stammer fra latin og kan frit oversættes til indbegrebet af alt ondt og alle onde ånder, og det er, hvad der ramler ned over København og resten af verden i A. Silvestris monumentale zombiroman “Pandaemonium”.
En ganske almindelig dag bryder den kendte verden sammen. Aggressive fluer myldrer frem og overfalder alt og alle og forvandler de angrebne til zombier, som selv fortsætter med at overfalde de endnu levende medmennesker, og snart er jordens befolkning formindsket med næsten 100 % og erstattet af rådnende, stinkende, hjernedøde kadavere med smag for menneskekød.
I tre bøger (Natalicius, Mortalis og Terminus) følger vi forskellige grupper af overlevende i deres kamp mod zombierne, som Silvestri giver sin helt unikke forklaring på med en blanding af kristne, egyptiske og babylonske myter. Et ganske interessant tvist, som Silvestri slipper godt fra, og som også er med til at give historien en ekstra dimension, så de næsten 800 sider ikke kun er ren blod og lemlæstelse.
Det hele er dog langt fra symbolik og “god versus ond” problematik. Her er også masser af action, når vores hovedpersoner må slås mod både zombi-mennesker og -hunde, og det hele krydres med en barsk humor.
“Lugten af forrådnelse blev et halvt sekund erstattet af lugten af brændende kød. Mange af de døde var omdannet til ildkugler, der stødte ind i de andre og antændte deres tøj. Men de fortsatte fremad. Matematiklæreren klarede frisag og stavrede tættere på skolen. Et brøl af jubel lød fra vinduerne. “Der er grillfest i haven, og I er fandeme alle sammen inviteret!”, hujede Daniel og antændte en ny molotov.”
Der findes ikke et særligt stort udvalg af danske zombiromaner, så det er derfor en stor fornøjelse, at Silvestri har kastet sig over genren og gør det i så fin stil. Han hylder naturligvis både den moderne zombis fader George A. Romero og Dennis Jürgensens “Kadavermarch” undervejs, men også den amerikanske “gyserkonge” Stephen King må have været en inspiration. I hvert fald kunne jeg ikke lade være med at tænke på “The Stand” flere gange undervejs.
Silvestri kalder selv “Pandaemonium” for: “. en B-film i bogform, komplet med corny one-liners, hurtig action, personer som noget af vejen er stereotyper og kropsvæsker, der flyver til alle sider.” En beskrivelse, jeg synes, rammer plet. For som i alle zombifortællinger gælder det i første række om at smadre hjerneskaller, så blod, smat og materie flyver ud over det hele. Så kommer alt det andet efterfølgende.
Så er du til zombi-apokalypser med humor og action og har du ikke noget imod en vellykket drejning af zombiernes rolle, så er A. Silvestris “Pandaemonium” ikke til at komme udenfor.
Læs den og nyd blodsprøjtene.
