344
2020
978-87-400-3916-0
1.udgave
Jeg blev glad, da jeg opdagede, at bogen foregår i Aarhus. Det er skønt at læse en bog fra ’ens egen by’, så man uden besvær kan følge personerne rundt i byen.
Cecilie og Iben er søstre. Engang var de tætte – men deres liv har bevæget sig i hver sin retning og fortroligheden mellem dem er der ikke længere. Cecilie er gået fra sin mand gennem 11 år, nu nyder hun friheden og udforsker sin sexualitet ved at mødes med forskellige mænd, gå i sexklubber, dyrke uforpligtende sex.
Iben er gift med Konrad, for hende er der kun Konrad, hun kunne ikke drømme om at være ham utro, og Cecilie føler ikke, Iben ville kunne forstå hende, hvis hun fortalte om sit nye liv.
En aften efter et møde med en mand, forsvinder Cecilie – og et år efter er hun stadig ikke fundet. Iben synes ikke politiet gør nok – Konrad mener, hun bør lade det ligge, fokusere på deres ægteskab, deres liv – men Iben kan ikke.
Hun sætter sig for at finde ud af hvad der skete med Cecilie ved ’at gå i hendes fodspor’ – hun opsøger mænd på åbne og lukkede chatsider, i sexklubber og går med ukendte mænd hjem. Hun gør det for at finde ud af, hvem der slog Cecilie ihjel.
Jeg har det lidt svært med Iben. Hun bedyrer, at hun elsker Konrad, men forlader ham alligevel uden forklaring, fordi han vil tro hun er skør, hvis hun fortæller ham sandheden om, hvorfor hun er begyndt at se andre mænd. Det er lidt tyndt. Hellere forlade den mand hun elsker, end risikere, at han synes hun er skør?
Den del af bogen, der handler om Ibens møder med mænd, hendes besøg i sexklubber, detaljerne om hvordan hun dyrker sex med fremmede mænd, fylder (for) meget og med tanke på formålet med hendes møder kan det undre, hvor meget hun nyder det. Hun må dog hele tiden have i baghovedet, at hun jager en morder? Hun elsker stadig sin mand, og er bange for at miste ham. Og så er det utroligt så heldig hun er med at møde de ‘rigtige’ personer på det store datingmarked.
Der er dog også spænding undervejs, og til slut tage handlingen fart og der er spænding til det sidste. Man bliver overrasket over sammenhængen, som jeg i hvert fald ikke havde gættet.
Efter ’Kærlighed for voksne’ havde jeg sat forventningerne temmelig højt. Det er dog stadig ’Kærlighed for voksne’ der er min favorit af de fire bøger fra forfatterparret. Jeg synes ikke denne bog når samme højder, plottet var OK, men der var ikke samme intense spænding i ’På date med en morder’.
Anmeldereksemplar