Op ad en mur af Johannes Møllehave
208
1993
87-595-0034-4
Johannes Møllehave skrev i 1976 sin debutroman ”Op ad en mur”, en tragikomisk og atypisk kriminalroman. Historien handler om jagten på en undsluppet øksemorder, og den forurettelse samt de hændelser jagten medfører i samfundet.
Der hvor bogen er atypisk, er i strukturen. Næsten alle kapitler handler om en ny person, som man for de flestes vedkommende ikke vender tilbage til. Man skal derfor ikke forsøge at finde en sammenhæng mellem de enkelte små historier eller kapitler, men blot læse videre, – Møllehave får rundet historien fint af.
Forfatteren har sans for det humoristiske. Hør blot hvordan en tyk kone, hvis man er fængselsinspektør, overfuser sine langhårede redningsmænd, da hun nær er blevet kørt ned:
”De skal høre fra hende – og hun skal sørge for at det er slut med deres socialunderstøttelse, hendes fætter har været justitsminister – og man har vel stadig sine forbindelser!
Arbejdsløse, subsistensløse, statsløse, tør man måske formode.
Nej, de to unge mænd er ansat på hendes mands fængsel. Hendes mand er inspektør og de er betjente – på prøve.
Hun kommer til at ryste over hele kroppen. Fængselsbetjente! Langhårede, langskæggede! Forbryderne har sandelig let spil i vore dage! I gamle dage måtte de dog over ringmuren hvis de skulle ud, der skulle gøres et ordentligt stykke arbejde med rebstige og hele pibetøjet – i dag kan de jo gå lige ud af porten og sige, at de er fængselsbetjente! Ingen kan se forskel!”
Der er en dybere mening med det hele. Bogen rummer en kærlig samfundskritik, men samtidig fortæller forfatteren hvad det er vi gør forkert. Og han gør det uden løftet pegefinger eller unødig moraliseren. Han gør det med varme og humor.
Hvorfor så kun 2 stjerner? Fordi tiden er løbet fra ”Op ad en mur” med dens langsomme tempo. Det var sikkert tidssvarende da den udkom i 1976. Og det er i længden forvirrende at læse et nyt kapitel om en ny person, uden at kunne se en rød tråd. Omvendt er bogen skrevet med stort humoristisk vid, og personbeskrivelsen er finurlige og levende. Især fængselsinspektørens rædsomme kone er fænomenal. Men tempoet luller en i søvn.
