Ondt blod af Arne Dahl
Dette andet bind om Paul Hjelm og hans kolleger i svensk politis A-gruppe er intet mindre end en fæl skuffelse. Sagen om en ægte amerikansk serial killer, der via drabet på en boganmelder (!) melder sin ankomst i lille søde Sverige afvikles helt uden nerve på de første 150 sider, hvor man keder sig bravt. At det så yderligere forsøges at kæde de hen ved tyve afskyelige drab sammen med en Mellemøst-problematik er simpelthen for underligt.
Bogen afvikles i et dumsmart friskfyragtigt sprog, dårlige vitser gentages gerne (f.eks. sammenlignes tunge klepperter med jordskælvs seismologiske udsving på side 229 og igen på side 245), og endelig må FBI se i øjnene, at de har fundet deres overmænd i de kvikke og utraditionelle svenske politifolk, som på ægte Georg Gearløs vis får lyse idéer og – PLING – løser alle gåderne (s. 232 og 292).
Paul Hjelms ophold i New York skildres med generaliseringer som “Manhattans fantastiske bybillede” men er blottet for atmosfære, og det virker ret uinspireret at forfatteren bare placerer smørrebrød på mordstedet i Newark lufthavn (s.188).
Har man læst etteren skal man yderligere trækkes med en del refereren til handlingen deri og der trampes godt rundt i beskrivelsen af persontyper, man som læser allerede er blevet introduceret for én gang. Noget tyder på at denne seriens toer er skrevet før etteren, men det har ikke været en smart rækkefølge. Man må håbe, at bind tre kæmper sig tilbage til den høje standard fra ”Misterioso”.
