Om lidt er vi borte af H. C. Branner
208
1944
“Om lidt er vi borte” er en vidunderlig samling følsomme noveller om menneskesind og -handlinger. Novellerne er holdt i en enkel, realistisk tone, som i den grad slog an hos denne læser. Beskrivelsen af de daglige småproblemer og handlingsmønstre bliver universelle i genkendelsen, og begejstringen over de præcise skildringer var til at tage og føle på. “Om lidt er vi borte” handler om livets kampe fra misforholdet mellem barnets og den voksnes sind, til pengenes magt, ensomhed og kærlighed. Forfatteren forstår at vise livets små øjeblikke, så de virker almenmenneskelige, uden at det på nogen måde bliver trivielt.
Som i novellen “Iris” der handler om pigernes indbyrdes magtkampe i en skoleklasse. Med få ord og skæve vendinger ryger man direkte tilbage til det åbne fængsel kaldet folkeskolen. Og endnu engang dømmer man ubehjælpeligt. Gæt for eksempel disse tos position i klassen:
“Alice var blevet en Sommerferie mere raffineret”
“Hjemmebarn var Iris, hjemmestrikket og hjemmelært [..].”
Branner trykker øjnene ind på læseren, og situationerne står knivskarpt. I “Pengemagt” har familiens overhoved mistet sit arbejde. Fra den umiddelbare glæde over at have fået tid til kone og søn er han nu sunket ned i magtesløshed og mismod:
“Men nu er jeg ikke så tryg mere. Jeg er bange for, at Penge har magt til at skille to Mennesker ad, selv om de søger tæt sammen i deres Nød og hvisker til hinanden at de altid vil blive sammen.”
De klare beskrivelser rykker læseren direkte ind i hovedpersonerne. Man husker pludselig smagen af ydmygelse, af afmagt og misforståelser. Man ser de fejl, som vil blive begået og er helt med på, at det må ske. Man er klogere, når man har læst “Om lidt er vi borte”. Og sært nok med et håb om, at man lige har læst sig klog nok til at undgå fælderne, næste gang livet slår til.
