0 kommentarer

Om børn af Ida Jessen

af d. 10. februar 2021
Info
 
Sideantal

55

Udgivet

2020

ISBN

978-87-02-31137-2

Udgave

1.

 

Gyldendal har en tradition med at lave bogserier med fuglenavne. Således har de tidligere udgivet navnkundige serier som ”Tranebøger”, ”Bekkasinbøger”, ”Uglebøger” osv. Nu er de tilbage med en ny fugleserie, ”Kolibribøgerne”. Af format er dette den mindste af ”fuglebøgerne”, men af indhold er dette ikke nødvendigvis tilfældet.

Denne bog har været på rov i Ida Jessens forfatterskab efter tekststykker, som på den ene eller anden måde omhandler forældre/barn-relationen, og der er nedslag i såvel kendte som mindre kendte tekster.

Ida Jessen har et fantastisk blik for den menneskelige psyke og relationer. Dette lille tekstudvalg har som sagt blik for den del af førnævnte, som omhandler den tættest menneskelige relation muligt – den mellem forældre og børn. Hos Ida Jessen er det oftest forholdet mellem mor og barn, der er i centrum, og her skriver ingen så klart og indsigtsfuldt som Jessen! På få linjer lykkes de hende altid at invitere læseren helt ind i kernen af relationen, og man føler ubetinget med tekstens karakterer. Specielt når der er en misstemning i forholdet, rammer hun hovedet på sømmet, og som læser kan man ikke undgå at få en knugende fornemmelse i maven.

Kender man ikke noget til Jessen endnu, kan denne bog være en god indgangsvinkel. Vælger man derefter at tage teten op og går i krig med det øvrige forfatterskab, så lover denne anmelder, at man ikke bliver skuffet – det er nemlig ikke kun denne type relationer Jessen mestrer.

En fin lille udgivelse af en af vores bedste forfattere, som på en gang formår at give den gode historie samtidig med, at hun har en sublim fortælleteknik. Derfor ender den på 4 velfortjente stjerner med lovning på, at mange af Jessens fulde romaner, fortjener 5.

 

Lån bogen på biblioteket

 

Bedømmelse
Karakter