235
1989
87-15-01707-9
The Haunted Mesa
Dette er en bog der forsøger at være en slags krimi i vore dages halvvilde vest. Erik Hokart forsvinder i en ørken, men før han forsvinder, når han at sende et råb om hjælp til sin ven, Mike Raglan. Mike tager af sted for at lede efter Erik. Eriks forsvinden er omgivet af en del mystik.. Indianere chikanerer Mike da han starter sin eftersøgning, og det ørkenområde hvori Erik forsvandt, er omgærdet af en del indianerovertro. Der dukker folk op ud af ingenting ved nattetide, mens ting forsvinder sporløst.
Jeg ved ikke om forfatteren bevidst har forsøgt at give historien et klassisk krimi-præg, i hvert tilfælde hæmmes historien af hovedpersonens detektivmæssige overvejelser. Således er der konstant indskudt spørgsmål: ‘Hvad mente han nu med det? Ingen mennesker? Hvad ventede han egentlig?’ Dette er blot et eksempel, siderne er spækket med spørgsmål og de slår fuldstændigt historien ud af dens rytme. Ydermere er det hele lige en tand for mystisk. De ting der sker, er jordnære nok, men det kræver et indblik i ‘almen indianerovertro’ for at kunne følge historien. Jeg opdagede desværre først forfatterens efterskrift da jeg næsten var nået gennem bogen, for her er de enkelte begreber, personer og myter forklaret. Det burde have været et forskrift, så havde man dog haft en chance.
Alt i alt er denne bog et makværk. Louis L’amour ligger ganske vidst ikke i den tunge litterære afdeling, men jeg havde dog forventet mere end dette. ”Ørkenruinens hemmelighed” er en ruin i sig selv.