Øjensamleren af Sebastian Fitzek
401
2011
978-87-645-0503-0
Der Augensammler
Man sidder helt ude på kanten af stolen og bider negle, da spændingen endelig udløses. Sebastian Fitzek mestrer til fulde det lille spil med at holde læseren vågen til sidste side.
Lucia Traunstein findes myrdet og splitternøgen i familiens have. I hånden har hun et stopur, der tikker ubønhørligt. Om godt 45 timer vil hendes tvillinger Tobias og Lea blive de næste ofre for den geniale morder, der over hele Tyskland er kendt som øjensamleren. Hver gang brækker han halsen på moderen, bortfører børnene og giver faderen små to døgns frist til at opspore sit sagesløse afkom. Lykkes det ikke, druknes børnene, og deres venstre øje fjernes.
Det falder i den tidligere strisser Alexander Zorbachs lod at dække sagen for sin sensationshungrende avis. Han martres af minder om dengang, han var tvunget til at skyde en sindsforvirret kvinde, der måske, måske ikke ville dræbe et spædbarn. Samtidig har han problemer med ekskonen, en noget karikeret klidmoster med esoteriske tilbøjeligheder, der med en vis ret hævder, han er for lidt for deres eget barn.
Pludselig kommer Zorbach selv i politiets søgelys. Hans tegnebog findes på et gerningssted, som han selv opsøger efter at have aflyttet politiradioen. Men politiet har ikke kommunikeret på radioen! Mystikken breder sig, da en blind fysioterapeut opsøger Zorbach på hans hemmelige husbåd for at berette, at hun netop har behandlet øjensamleren og set hans seneste udåd i nogle uhyggelige syner. Men hvordan har hun fundet ud til husbåden? Noget tyder på, at morderen kender Zorbachs dybeste hemmeligheder lidt for godt.
Imens nærmer Tobias Traunsteins sidste time sig. Han er fanget i et lille, beklumret og bælgmørkt rum, hvor ilten langsomt slipper op. Han tørster, han sveder, han skider i bukserne af angst. Uret tikker bare af sted. 11 timer, 7 timer, 5 minutter…
Det er som sagt en drønspændende konstruktion, Fitzek har udtænkt. Men også noget “villet”. Bogen starter på side 401 med epilogen og postulerer nu at tælle ned frem til slutningen, der nødvendigvis må være prologen. Men det er en gimmick, for plottet forløber skam kronologisk nok.
Et decideret irritationsmoment er det, at handlingen konstant afbrydes af jeg’ets tanker, fremhævet i dramatisk kursiv uden dog at tilføre læseren noget som helst nyt. Unoderne fra amerikanske noir-krimier med benhårde oneliners og fuck you-attituder hos de kyniske, livstrætte karakterer havde Fitzek ikke behøvet at kopiere. “Øjensamleren” er rigeligt spændende uden disse lidt letkøbte tricks.
