Øen Af Victoria Hislop

Et spændende stof har fundet sin engagerede formidler i Victoria Hislop. Med “Øen” har hun begået en international bestseller, som i de senere år har begejstret læsere verden over.

Denne anmeldelse skal derfor tages med det forbehold, at den er skrevet af et vrissent hankønsvæsen, der næppe benytter samme målestok som de titusinder af lykkelige læsere og overstrømmende anmeldere. Jeg er sikker på, at store dele af Bogrummets (fortrinsvis kvindelige) publikum vil nyde “Øen” i fulde drag.

Blot 300 meter ud for den lille, kretensiske fiskerby Plaka ligger Spinalonga. Øen blev fra 1903 til 1957 brugt som forvisnings- og behandlingssted for spedalske. Sygdommen er i dag udryddet, men for blot 50 år siden vansirede den mennesker på det modbydeligste, inden de led en ofte pinefuld død. Fordommene mod spedalske mindede om dem, der senere blev AIDS-ofre til del: Du smitter garanteret, bare du ånder på mig – du gør mig bange – forsvind fra mit åsyn.

Lige før Anden Verdenskrig rammes den fattige fiskerfamilie Petrakis af ulykken. Moderen, den umådeligt populære lærerinde Eleni, opdager de første små tegn på, at hun er spedalsk. Faderen Georgis, der er fisker og sejler med forsyninger til Spinalonga, må med blødende hjerte fragte sin elskede hustru og nogle få ejendele over til øen, hvorfra ingen vender tilbage i live.

Den sagtmodige Georgis står nu med ansvaret for to små piger, Anna og Maria, der er så forskellige som nat og dag. Anna egenrådig og egoistisk, Maria kærlig og hjælpsom. Til overflod invaderer tyske faldskærmstropper Kreta og gør livet i den søvnige, lille flække, Plaka, til en dans på glødende kul.

Vi følger Anna og Marias opvækst og senere kærlighedseventyr på den skønne, græske ø. Sideløbende er vi med på De Spedalskes Ø, hvor de forviste klarer sig forbløffende godt, og hvor det konstante håb om en mirakelkur holder humøret oppe. Også Annas datter, Sofia, og barnebarnet Alexis spiller væsentlige roller i det sørgmuntre drama fra et solbagt Grækenland, hvor faretruende uvejrsskyer aldrig er langt væk.

Victoria Hislop har fat i en god historie og skriver en letlæst prosa, der gør de godt 500 sider til en smal sag at komme igennem. Problemet er, at hun maler med den brede pensel, som giver en masse flot farve, men aldrig når helt ud i krogene. Handlingen spænder over syv-otte årtier, årstiderne skifter på hver anden side fra bidende kulde til stegende sommer, og personer, vi har fulgt i hundredvis af sider, aflives pludselig på bare fem-ti linjer. Over stok og sten går det.

Den væsentligste anke er dog personerne, der er rene todimensionelle ugebladsfigurer. Pigerne er billedskønne og enten rene helgener eller hekse; ingen smålige mellemregninger her. Mændene er bredskuldrede og maskuline og enten uhyre empatiske eller nogle ærkedumme svin. “Øen” føles derfor hurtigt som en, bevares, underholdende tv-serie med et væld af smukke mennesker og veltilrettelagte cliffhangers. For nogen tilfredsstillende, for andre tomme kalorier.

Lån bogen på biblioteket