Nattens indfaldsveje af Bjarne Skov

Når en digtsamling præsenteres med en bagsidetekst, hvor der står, at bogen ”er skrevet på et bagtæppe af langvarig sygdom”, er forventningerne skruet helt op – eller rettere: helt ned. Man imødeser en rejse langt ind i dunkle afkroge af smerte og mismod.

Disse forventninger til debutanten Bjarne Skovs digtsamling, Nattens indfaldsveje, bliver heldigvis ikke indfriet! Bogen skuffer positivt netop ved ikke at fortabe sig i lange tirader om sygdom og tænders gnidsel. Derimod er der tale om en suveræn debut af en forfatter, der yderst overbevisende demonstrerer et lyrisk talent og en sprogfornemmelse langt udover det sædvanlige.

Et kendetegn ved mange af digtene er, at de giver en dybde og en eftertænksomhed til en almindelig hverdags til tider lidt trivielle og tilsyneladende ligegyldige gøremål. Observationerne er skarpe, og perspektiverne er ofte overraskende. Enkelte gange bliver det ganske morsomt. Stærkest og mest komprimeret i sit lyriske udtryk er nok enkelte passager fra bogens første del, hvor kærligheden og fortroligheden til et andet menneske formuleres, for eksempel på denne måde:

”Jeg river mig løs af drømmen
Kysser din nakke, ny
efter nattens tidevand
Går i land på din vidtstrakte kyst”

Men de positive oplevelser kan ikke fastholdes, og det er, som om verden opløser sig mere og mere i adskilte punkter og øjeblikke, der ikke har forbindelse med hinanden. Virkeligheden bliver fragmenteret. Det absurde i livet bliver dermed også et tema, og forfatteren skildrer en uendelig udfordring med at forsøge at drive en mening ud af dét, der umiddelbart virker meningsløst. At få sat tingene sammen igen for at finde sig selv i det usammenhængende, – det bliver motivet.

Hvis sygdom sætter en person ud af spillet, giver det naturligvis anledning til både smerte og frustration, men bogen vil fortælle noget andet. Sygdommen er ikke hovedhistorien, og smerten er ikke pointen. Den røde tråd ligger i at insistere på, at der må være en mening gemt et eller andet sted. Og hvis der er en mening med sygdom, er det måske at give mulighed for at sanse mere klart i en verden, hvor rigide strukturer og systemer kun bidrager til at kaste endnu mere tåge over tilværelsen. Men samtidig er der en lethed over lyrikken, og billedsproget er mange steder overraskende, for eksempel i denne passage:

”Et sted kører en bil i tomgang
som om den forsøger at
komme i tanker om noget”

Ser man verden mere klart, når man er kørt ud på et sidespor? Hvis det forholder sig sådan, hænger det måske sammen med, at hastigheden på et sidespor er sat ned, og at man derfor faktisk kan nå at se verden, inden den flyver forbi, eller inden vi sanseløst farer igennem den. I bogens sidste del er det, som om lyset er ved at vende tilbage, men forfatterens fremtid er dog i bogen uafklaret.

Forhåbentlig er Nattens indfaldsveje ikke det sidste, vi får at se fra Bjarne Skovs hånd. Der er potentiale til meget mere. De præcise skildringer af en absurd verden kunne være interessante at se udfoldet i prosaform.

Lån bogen på bibliotek.dk