186
1977
87 00 28871 3
Mord på 31:a våningen - Oversat af Henning Ipsen
1. udgave - 5. oplag
Per Wahlöö skrev to kriminalromaner med kriminalkommissær Jensen i hovedrollen. Mord på 31. etage er fra 1964 og udkom altså lige året før Roseanna, der startede de berømte romaner med Martin Beck, som han skrev med Maj Sjöwall. Stålspringet fra 1968 var første bog om Jensen der er kriminalkommissær i en mulig fremtidsversion af Sverige, selvom landet ikke bliver nævnt. Befolkningen er ramt af nærmest apati, alkoholismen er stærkt stigende, hvilket til gengæld har reduceret antallet af selvmord, samtidig er fødselstallet stærkt faldende.
Befolkningen er lullet i søvn af ligegyldige tidsskrifter og neutrale aviser, der kun udgiver gode nyheder, tegneserier eller blade med kendte, kongelige, hunde og katte. Der er kun et bladhus tilbage i landet, som sidder på alle udgivelser. Jensen bliver kaldt til højhuset på 30 etager (der senere bliver til 31), hvor der er indløbet en bombetrussel. Alt foregår i stilhed, ingen sirener og uniformerede betjente og det hele bliver kaldt en øvelse, for ikke at gøre offentligheden urolige.
Bombetruslen er falsk, men Jensen får en uge til at finde afsenderen, og da den er skrevet på et specielt papir, som kun tidlige ansatte fik som afsked, så skal forbryderen findes blandt 10 tidligere medarbejdere.
Jensen er en helt igennem kedelig stivstikker, regelret og kold. Den eneste følelse han udviser, er en tilbagevendende smerte i højre side, efter han har spist. Hans ynglingsreplik er: ”Undgå overflødige kommentarer”, især når underordnede aflægger rapport og forsøger at komme med deres egen mening. I øvrigt har han en opklaringsprocent på 100!
Jeg kunne allerede lide historien første gang jeg læste den for mange år siden. Wahlöös helt enkle skrivestil er en nydelse. Desuden er hele beskrivelsen af bladhusets ledelse enormt morsom. Der er ingen tvivl om at begge Jensen romaner er forfatterens måde på at få lettet trykket og få lukket noget marxistisk damp ud. Det kulminerer voldsomt i Stålspringet og er lidt mere underspillet i denne roman, men det er i hvert fald et opgør mod den stigende tendens til ligegyldig kulturel muzak, der efterhånden har oversvømmet os.
Mordet i bogen er symbolsk selvom den geniale slutning tyder på noget helt andet.
Det er ikke Wahlöös bedste bog, men ganske læseværdig og underholdende!