122
2020
978-87-7528-968-7
1.
Viveca Tallgrens selvbiografiske roman starter med et præludium som fortæller, at bogen er blevet til på opfordring fra den spanske forfatter Fernando Arrabal, som Viveca var rejst til Paris for at interviewe om hans nye stykke La traversée de l’empire. Arrabals livsforløb lignede så meget Vivecas, at hun også fortalte ham sin livshistorie, og han opfordrede hende til at skrive om dette forløb og om, hvordan forløbet har påvirket hendes livsbane. Hun tog opfordringen op og i romanen fortæller hun, hvordan hendes forældre bliver skilt, da faderen under en tur til USA fortæller moderen, at han ikke følger med hjem til Finland igen, men har fået arbejde i Mexico City og flytter dertil.
I tresserne, hvor dette finder sted, er det bestemt ikke comme il faut at en kvinde er alene med et barn og slet ikke, at manden pludselig forsvinder til et helt andet sted, og ikke kommer hjem igen. Han er på en lang rejse var hvad Viveca bliver fortalt – og skal fortælle folk som spørger. Moderen som er tandlæge kaster sig nu over at skrive en doktordisputats, og Viveca bliver passet af mormoderen, en kunstnerisk, stærk, frankofil og farverig kvinde. Efterfølgende får moderen et forskerstipendium Michigan, og Viveca må et år på skole i USA. Under dette ophold besøger de faderen i Mexico, et positivt møde for Viveca.
Det bliver også til nogle år i Aarhus, hvor moderen ligeledes får tilbudt job, og Viveca går bl.a. på Aarhus Statsgymnasium, hvor hun sjovt nok har haft den samme fransklærer som denne anmelder – hr. Kisbye – et lille morsomt ”aber-dabei”. Viveca kommer videre, møder Kristoffer, som hun rejser til London med, bliver gravid, læser spansk og føder to døtre med halvanden års mellemrum. Et liv præget af normaliteter – og dog! – Faderens flugt har måske en helt anden årsag?
God bog – godt sprog – spændende uden at være navlepillende. Kan anbefales – god læselyst!
Anmeldereksemplar!