Mørkemanden af Lotte og Søren Hammer

Det hårdtslående Hammer-søskendepar forkæler deres mange trofaste læsere i parrets syvende krimi, “Mørkemanden”. Vi får to fuldvoksne politiefterforskninger for 1’s pris.

Først er der den mystiske sag med fotografen, der til en fernisering finder en afskåret menneskehånd i sin lomme – og nægter at tale om det. Pludselig forsvinder han fra jordens overflade; sker det mon frivilligt…?

Og så er der den ulykkelige sag med en svagt begavet fyr, der hænges op på en mordbrand, hvor tre mennesker – heriblandt en kinesisk aktivist og hans kønne teenagedatter – omkommer. Hvorfor ender den betændte sag mon oppe på højeste regeringsniveau…?

Hammer-parrets håndgangne mænd – drabscheferne Konrad Simonsen og Arne Pedersen – får tildelt hver sin sag og går på med krum hals. Klassisk nordisk politiarbejde, som vi kender det fra fx Jussi Adler. Og netop Jussi må have inspireret forfatterne, for en af strisserne er af anden etnisk herkomst og fjumrer konstant rundt i de danske talemåder; og nej, heller ikke her er det sjovt, snarere ’sig rødgrød med fløde, din dumme perker’-agtigt.

Mange elementer i den tommetykke krimi er svære at sluge. En af hovedpersonerne, en dygtig & seriøs politikvinde, hedder kun Komtessen – virker det realistisk? Bogens to vidt forskellige sager omfatter begge dødsensfarlige brandattentater – hvor tit sker det i lille Danmark? En person fra opklaringssiden befinder sig tilfældigvis også på det mørke hold – hvor sandsynligt er det lige?

Allersværest fordøjeligt er dog det ældgamle fortællerkneb, som siden antikkens elendige teaterstykker har stået øverst på listen over fantasiløse udveje på en svær situation i handlingen. Knebet hedder deus ex machina og betyder kort fortalt, at forfatteren ud af det blå hiver en person eller mekanisme, som ikke har været introduceret før, og som pludselig får alting til at gå nydeligt op. I “Mørkemanden” er det en alvidende CIA-agent, der naturligvis har adgang til det globale overvågningssystem, Echelon, og derfor kan trylle selv den mest ubetydelige telefonsamtale eller SoMe-dialog frem. Keine Hexerei, nur behändigkeit.

Med CIA-troldmandens indtræden går alting stærkt, og slutningen virker ufatteligt abrupt. Efter ugers træls arbejde tager fanden pludselig ved Konrad Simonsen, han råber rasende ad høj og lav, og så bliver begge sager brutalt opklaret på splitsekunder. Det virker, som om forfatterne løb tør for energi & fantasi og bare ville have bundet en sløjfe om hele redeligheden. Effektivt, javel, men ikke så pokkers elegant.

Lån bogen på bibliotek.dk