0 kommentarer

#moderneeventyr af diverse forfattere

af d. 11. august 2018
 

#moderneeventyr er for dig, der elsker eventyr og søger nye og spændende fortolkninger af de klassiske eventyr.

Bogen byder på nyfortolkninger af ti klassiske eventyr: Snehvide, Den Grimme Ælling, Alice i Eventyrland, Det er ganske vist, Historien om en Moder, Kejserens nye klæder, Prinsessen på ærten, Den lille pige med svovlstikkerne, Svinedrengen og Tommelise. Forfatterne bag antologien har sat sig for at udforske de klassiske eventyr i vor tid, og her støder man blandt andet på Instagramdronninger, realityprogrammer med prinsesser, drenge i mærketøj, en moders kærlighed og racisme.

Antologien er for mig svær at anmelde, fordi det er nyfortolkninger, og jeg derfor ikke føler, at jeg kan sige så meget om plot og karakterer. Det lød som et spændende og interessant projekt at skulle fortolke klassiske eventyr, så de passer ind i vores tid, og det var grunden til, at jeg gerne ville læse antologien. Mange af eventyrene kan man nemt genkende, mens andre ikke er så gennemskuelige (dog er eventyret titlen). Jeg synes, en del af eventyrene har klaret det rigtig godt med at få fortolket de klassiske til moderne tid, og det var nogle, jeg nød at læse. Sprogmæssigt er der ikke meget at byde på, da det er meget hverdagsagtigt, lige til og nemt, men det er i stil med eventyrets klassiske måde at skrive på. Nogle eventyr er for mig bare for nemme og sprogmæssigt lettere uinteressante. Alle eventyr faldt ikke i min smag, og jeg må sige, at det hovedsageligt var sidste halvdel af samlingen, der fangede min interesse. Især Historien om en Moder, Svinedrengen  og Tommelise. Der var noget nyt over dem, klare budskaber og en morale, som var til at føle på. Og her gled sproget fremad på en anden måde, end jeg synes, det gjorde i de andre.

Jeg synes, samlingen er et frisk pust og giver et nyt blik på eventyrene. Det er let læsning her i sommervarmen, og har man lyst til en ny vinkel på eventyrene, synes jeg, man skal læse antologien. Den får 3 stjerner af mig, og det skyldes hovedsageligt sproget, der for mig var lettere intetsigende flere steder.

 

Lån bogen på biblioteket

Bedømmelse
Karakter