Mod nord af Lise Andersen

Digte. Billeder af blomster. Flere digte. Nogen lange, nogen korte, nogen midt imellem. Og så er de utroligt intetsigende. Det er som om man læser digte, der kan handle om alt muligt forskelligt. Nogle enkelte prøver vist at give et personligt skær og nogle handler på en måde om samfundet, og de ting der sker af katastrofer eller lign. Men det er bare ikke nok. Det bliver usammenhængende og ligegyldigt. Overfladisk. Der mangler struktur.

Sidder desværre som læser tilbage med en meget flad oplevelse og har faktisk ikke meget lyst til at læse andet af samme forfatter, hvilket er synd da hun vist ellers normalt har en del på hjertet. Jeg kan bare ikke mærke forfatteren her. Jeg kan ikke finde budskabet, og jeg kommer til at kede mig undervejs. Forsøgte også at læse nogen af digtene enkeltstående, men det gjorde desværre ikke den store forskel. Det bliver for intetsigende og overfladisk.

Forstår heller ikke hvad de få billeder af blomster har med noget at gøre. De er ligesom placeret hist og her i bogen, som om man ikke rigtig har kunne finde på andet. Så selv om det da er kønne billeder, så kommer de til at mangle kant. Især hvis de skal spille sammen med digtene. For der er nok en sammenhæng, som jeg nok bare ikke har forstået eller fundet.

Jeg må melde pas og sige, at jeg rent personligt ikke er fan på nogen måde. Jeg er tværtom skuffet, for jeg havde forventet noget mere. Forventet nogen digte der efterlod mig eftertænksom eller blot kunne give lidt indsigt på en måde. Jeg får intet fra disse digte.

Skal jeg læse noget af samme forfatter en dag kan det da kun gå fremad, for jeg kan ikke forestille mig at hendes andre skriblerier er ligeså tomme, som jeg opfatter denne digtsamling.

“dengang

som et spædbarns hud

duften af hyben i blæst

sådan er din lugt

som solen på hav

når det er helt stille vejr

sådan er dit hår

som en snoet vej

til den forbudte landsby

sådan rynkerne”

Lån bogen på bibliotek.dk