Mitt privatliv af Tomas Espedal
136
2014
9788205473164
Med ”Mitt privatliv” fortsætter Tomas Espedal sin selvbiografiske beretten om, tilsyneladende, sit eget liv. Fysisk fylder billederne mere end teksten i denne fotobog/roman, men fortællestilen er, som vi kender den. Og gudskelov for det. På hver side findes et billede, en billedtekst og en tekst. Disse sider fortæller hver en hel historie i sig selv, men kortlægger også et helt liv. Et helt privatliv. Billederne er blandinger af fx familiefotos, billeder af hotelværelser, skriveborde, lamper og blomsterbuketter, og fremstillinger af hjem.
Espedal afslutter bogen med et billede af sig selv, en såkaldt selfie, taget på toilettet på Stenersenmuseet i Bergen, og skriver et sted i bogen “Når jeg fotograferer, leter jeg alltid etter en stillhet og ensomhet som jeg siden oversetter i ord.”, og et andet sted; “Jeg har ikke noe privatliv./Bøkene mine er brev”. Forfatter-jeg’et er altså stadig i fokus, og jeg’et sætter på fineste vis ord på ensomheden, stilheden og privatlivets hverdagspoesi. Gennemgående temaer er moderens død, bruddet med Espedals store kærlighed, tomhed, rejser, nyt liv, og tid. Tekst, billedtekst og billede supplerer oftere hinanden, fremfor at sige det samme i forskellige former. F.eks. viser et billede et sofabordsarrangement, der kunne være taget ud af et boligmagasin. Billedteksten er “Siljes sofa og lesebord i Øyjordsveien. 2013” og teksten; “Lamper og blomster og bøker og møbler; alle disse tingene som konstruerer ensomhet”. Silje, forstår man efterhånden, er kvinden, der har forladt Espedal. Sorgen over dette brud, vises f.eks. også i to billeder af en hotelbygning. Første billede har billedteksten “Etter bruddet. Hotel Baudin, Paris” og teksten “Mitt hotellrom er ikke mitt./Jeg reiser ikke til fremmede steder./Alle reiser er reiser hjem”. Andet billede har billedteksten “Flukt. Hotel Baudin.” og teksten “En hvilken som helst seng er min seng./Et hvilket som helst vindu er fremmed./Jeg har ingen hemmeligheter”. Disse er strålende eksempler på, hvordan billede og de to slags tekster spiller perfekt sammen, og – efter min mening – hvordan, Espedal igen har formået at zoome helt ind på de små ting og levere dem til os i sublim fin ordindpakning.
