Minna mangler et øvelokale af Dorthe Nors
91
2013
978-87-638-2705-8
Der sker ting og sager når Dorthe Nors eksperimenterer. “Minna mangler et øvelokale” er ingen undtagelse. Jeg har ikke en hel masse styr på grammatik og den slags, men har ladet mig fortælle at bogen (stort set) kun er skrevet i hovedsætninger. Ifølge Den store danske, er en hovedsætning en “sætning som kan stå alene og ikke er led i en anden sætning”. “Minna mangler et øvelokale” er således formuleret i ultrakorte sætninger fordelt over 90 sider. Umiddelbart lyder det virkelig mærkeligt, men sandheden er bare, at fordi Dorthe Nors har arbejdet grundigt med at få så meget indhold ind i de korte sætninger som muligt, formår hun at klemme en stor fortælling ind på lidt plads. Det er ret genialt, og det fungerer virkelig godt. Man vænner sig meget hurtigt til den ultrakorte facon, og kan ikke lade være med at lægge alt det fyld på, som hovedsætningerne ikke levner plads til. Dorthe Nors har med “Minna mangler et øvelokale”, begået en stor lille bog, med næsten ubegrænset plads til læseren – og det er fremragende.
For at give et indtryk af hvad det går ud på, kommer bogens første linjer her:
Minna præsenterer sig selv.
Minna er på Facebook.
Minna er ikke en dag over fyrre.
Minna er komponist.
Minna kan spille fire instrumenter.
Minna har mistet sit øvelokale.
Selv om mange sætninger i bogen begynder med Minnas navn, er det dog ikke dem alle. Det ville nok være for anstrengt og konstrueret.
Minna mangler mange ting, udover øvelokalet. Hun mangler også en kæreste, og hun mangler at træde i karakter og stå ved sig selv. Rundt om Minna cirkulerer en række kvinder, der på hver deres måde – bevidst og ubevidst – træder på hende. Minna mangler nemlig evnen til at sige fra, og bliver derfor sådan en som folk bare vader henover. Minna mener selv at hun mangler et “røvhulsfilter”, til at sortere i den slags mennesker.
Det er altid spændende at læse Dorthe Nors, for man ved aldrig hvad man får. Hun spænder virkelig bredt, og mestrer både den “almindelige” roman, novellerne og den mere eksperimenterende litteratur som “Minna mangler et øvelokale” og “Dage”. Det eneste sikre, indtil videre i hvert fald, er at det er rigtig godt det der kommer fra hendes pen.
