178
2006
87-02-04996-1
Sissel Bergfjord debuterer med en dejlig, let underspillet roman. Hendes sansemættede prosa suger uden besvær læseren ind i fortællingen. Historien som sådan er ganske enkel, men temaet vil vække genklang hos mange.
Kajsa har besluttet at tage tre uger alene i familiens hytte i Norge. Hendes afdøde morfar byggede den selv en gang for længe siden, og da Kajsa har en stor trang til at lære den hedengangne morfar at kende, tager hun til det sted, hvor han plejede at opholde sig. I bogens forløb genkalder hun sig de historier, hun har hørt fra sin mormor, mor og moster. Hendes norske morfar blev arresteret under 2. verdenskrig under mistanke for spionage eller sabotage. Et skær af helt lægger sig over manden, som dog bliver skilt fra mormoren. Hun har da også gennem tiden underholdt med historier om helten Arnbjørn, hvor vinklen har været noget mere prosaisk.
Sideløbende med Kajsas erindringer får vi også et billede af en almindelig ung kvinde sidst i 20erne, som er taget alene i sommerhus. Hun gør alle de ting, man gør – eller forestiller sig man gør – når man er alene af sted i længere tid. Hun leder efter spor fra tidligere tider. Hun bliver nervøs for mørket og sin egen alenehed. Det bliver lyst, hun falder til ro – det bliver mørkt igen.
Det lyder ikke af meget, og man skal heller ikke læse “Min morfars stemme”, hvis det er en på opleveren, man har brug for. Derimod skal man tage sig tiden til denne sansende skrivestil, der på den ene side er ganske jordnær, og som samtidig fylder læseren med følelsen af at vide præcist, hvordan omgivelserne er:
“Jeg sidder udendørs, rører i teen, som jeg har skænket op i et glas med et nopret bladmotiv, der næsten masserer fingrene, når man holder om det. Jeg betragter honningen smelte. Solen skinner igennem glasset, det tykke væv af sukker hvirvler rundt. Skeen, som rammer indersiden af glasset, giver genlyd over søen. Her er så lydt, at man ville kunne følge en samtale ovre på den anden side.”
Bjergfjord er ny, hun er god, læs bogen.