Mig og Earl og den døende pige af Jesse Andrews

Kære Jesse Andrews

I din bog ”Me and Earl and the Dying Girl” starter hovedpersonen, Greg, ud med at fortælle os læsere at det altså er ham der har skrevet bogen. Greg er ellers normalt filmskaber, men stoppede sin (korte) karriere fordi den sidste film han lavede, slog en person ihjel. Og så er bogen i gang.

Greg fortæller os at han blev tvunget af sin mor at opmuntre Rachel, som har fået leukæmi, og sammen med sin ven Earl, begynder Greg dermed at hænge ud med den døende pige.

Selve opbygningen af din bog var det første der irriterede mig. Du har skrevet al dialogen i din fortælling som var det et filmmanuskript, hvilket som sådan passer godt overens med Gregs interesse for at lave film, men jeg synes ikke det gav noget ekstra til fortællingen. Derudover gør du meget brug af lister, hvilket jeg normalt synes er godt, men jeg følte at det i din bog brød flowet i din historie. Greg og Earl bander også utrolig meget, hvilket jeg slet synes fungerede for dine karakterer. Især ikke når Greg bander ad sin mor, foran sin mor. I princippet er Greg ikke særlig sympatisk, jeg kunne overhovedet ikke lide ham, nok især på grund af al den negativitet han øser ud i “sin” fortælling. Derudover er Greg åbenbart hylende morsom, alle griner af de jokes han laver, men jeg syntes bare han var uendelig plat. Dog er hele bogen baseret på Gregs eget synspunkt, så kan os læsere egentlig stole på det han fortæller os?

Jeg var meget skuffet over din bog. Jeg føler lidt du har prøvet på at ride med på John Greens kræft-bølge, men uden at få det til at fungere. Efter jeg vendte den sidste side, tænkte jeg for mig selv; “Hvad var pointen?”.

Kærlig hilsen

Louise H.

*Læst på originalsproget*

Lån bogen på biblioteket