Mens vi venter på Bojangles af Olivier Bourdeaut

De fleste af os kender nok sangen Mr. Bojangels, indsunget af sorte borgerrettighedsforkæmper og jazz sangerinde Nina Simone, der døde i frankrig 2003. Olivier Bourdeaut (1980) kender den også og har brugt den som gennemgående underlægningsmusik i sin debutroman ‘Mens vi venter på Bojangles’. En roman der har solgt over 150.000 eksemplarer i Frankrig og allerede solgt til mere end 30 lande.

 
Når jeg læser bogen, kan jeg godt forstå, at den er modtaget med storm. Sproget er musisk og medrivende, og fortælleteknikken let og finurligt, med sine skift mellem hvem der er fortælleren.
Handlingen har en ikke helt almindelig familie som omdrejningspunkt. Forældrene der danser gennem livet, og som ikke ønsker at leve som mængden. Hver dag skal være en fest, og hver morgen tildeles husets frue et nyt navn, der som en magisk palet maler dagene. Familiens søn lærer at leve på en løgn, når han i skolen fortæller sandheder, tror ingen ham så ligesom forældrene skaber deres kulisser til livet, tager han også masker på for at ligne omgivelserne. Men livet er ikke en dans, og tingene begynder da også at krakelerer og langsomt falde fra hinanden.

 
Jeg synes at det er lidt en genialitet at bygge romanen op over sangen Mr. Bojangels, som handler om hjemløs alkoholiseret stepdanser, som Walker mødte i fængslet i New Orleans, Bojangels var ikke hans rette navn, men et politiet havde givet ham efter en afro-amerikansk danser kendt fra flere film i 30erne. Bojangels bruges også i slang for sorgløs, og netop det sorgløse er det, der præger parret i Olivier Bourdeauts bog. Romanen har i Frankrig modtaget flere priser.

Lån bogen på bibliotek.dk