Menneskets hjerte af Jón Kalman Stefánsson

”Hvor begynder livet, og hvor standses døden hvis ikke i et kys?”

Med dette retoriske spørgsmål sætter Jón Kalmar Stefánsson et forholdsvis romantisk punktum for sin sanseløst smukke trilogi om livet og døden og alt det ubegribelige indimellem i Island omkring år 1900.

Efter nogle modbydelige isvintre i “Himmerige og helvede” og “Englenes sorg” bliver det endelig forår her i “Menneskets hjerte”. Lyst fra tidlig morgen til sen aften. Med forræderiske løfter om mildere tider, solstrejf i mørket, håb forude. Men ak, vejret – og humøret – deroppe højt mod nord er altid parat til at slå om. Døden – eller ulykken – lurer lige om næste klippeskær.

Drengen, vores hovedperson som ikke hedder andet end drengen, velsagtens fordi han er yngre end alle de voksne han omgås, omend ikke mindre klog, drengen har fundet sig et trygt opholdssted hos Geirtrud, den smukke forstandige kvinde, som tager kampen op mod de forbenede, forstokkede, rovgriske mænd og lader mangen forvildet sjæl få husly og mere til i sit store hus i Staden.

“Menneskets hjerte” handler måske især om kærligheden – mod slutningen vil den lunefulde lykke næsten ingen ende tage – men nok så meget om det skrevne ord. Drengen, der skriver bedre end de fleste, sender et par breve, som får stor betydning for to kvinder og deres nærmeste. Smukke breve, der ikke flugter med modtagerne, kan imidlertid gøre mere skade end gavn, endskønt hensigten er aldrig så god.

Disse breve giver Stefánsson en kærkommen anledning til at filosofere over ordets magt – og afmagt. Ord om ord om ord. Stefánssons egne ord vejer tungt og godt, men om de ligefrem har magt, er svært at gennemskue. De er i hvert fald rare at læse, Stefánssons ord, og det er vel ikke det værste skudsmål, man kan give en bog?

Bogen er befolket af stoute kvinder, mange af hvem har store ophovnede hænder af at arbejde i isnende vand med at tilvirke klipfisk, klipfisk, klipfisk af de stimer af torsk, deres tavse, dystre, lejlighedsvis fordrukne mænd med livet som indsats hiver op af det lumske, allestedsnærværende hav omkring de sagnomspundne sagaøer.

Imellem disse arketyper er der enkelte skønne kvinder, omend hærdede af det hårde liv på kanten af ishavet, og mænd så optagne af enten digte eller førnævnte kvinder, at de forglemmer sig selv og mister livet i al for ung en alder.

Der er en tyngde og en legende selvbevidsthed over Jón Kalmar Stefánssons prosa, som ligger i fornem forlængelse af forne tiders store islandske forfatterskaber. Der kan næppe herske tvivl om, at også Stefánsson vil blive læst om hundrede år og mere, når alle nulevende menneskehjerter er standset, uanset hvor mange kys de har bevidnet.

Lån bogen på biblioteket