Menneskekroppen af Paolo Giordano

Diarré, angst, søvnløshed, hormoners banken, usikkerhed, depression, ambition, rastløshed, aggressioners rasen, gamle krænkelser… De findes i en uendelighed, de følelser og oplevelser, som alle er bundet til menneskekroppen. Kroppen, som Paolo Giordano så gennemført bruger som anker til at beskrive et regiment unge italienske soldaters liv på en base i Afghanistan.

Med Egitto, Ietri, Cederna, Torsu og René kommer læseren tæt på en – for de fleste heldigvis ukendt – verden. Soldaterlivet er beskrevet uden nogle glorificerende skær. Der er kedsomheden på basen, når der i ugevis ikke sker noget. Der er hverdagens rutiner med svigtende badevand, regn i teltene og meget grove mobberier.

Vi følger tankerne hos både den splejsede underkuede soldat og hos den psykopatiske type, der skader andre for at få afløb for sin egen rastløshed.

Paolo Giordano skriver fra en alvidende – og af og til kommenterende – fortællervinkel, på en god og frisk måde. Han bruger sommetider lange sætninger uden mange kommaer, så man lige må tage den forfra af og til, hvilket kan hæmme læsevenligheden lidt. Men forfatteren virker opsat på at komme meget ærligt og tæt på drengene. Og som lægmand inden for den branche suger man nysgerrigt til sig af beretningerne om soldaternes liv. Paolo Giordano har desuden ret levende beskrivelser af basen, turene ud i pansrede tankbiler og af landskabet i Afghanistan.

Emnet taget i betragtning kan det ikke blive helt behagelig læsning. Krig er krig og meningsløs. Og soldaterlivet er heller ikke eftertragtelsesværdigt. Efterspillet er en smule forstemmende, selv om der sker nye ting for nogle af de overlevende. Bogens budskab er vigtigt og kan ikke blive siges for mange gange. Interessant at få den serveret med italienske hovedpersoner.

Lån bogen på bibliotek.dk