182
2014
978-87-7973-694-8
“Mellem havet og ødemarken” er en lille islandsk saga light – en fremragende gendigtning af den blodige Gisle Surssøns Saga. Jon Høyers genistreg er, at han har flyttet synsviklen fra Gisle til hans søster Tordis.
Der er strømme af blod og vulkansk temperament i fortællingen, men vi får også et farverigt portræt af en kvinde – eller Kvinden – i et råt, mandsdomineret samfund. Faktisk kunne man mistænke Høyer for at ville pådutte os en almenmenneskelig morale om, at kvinderne er det stærke, uselviske og rationelle køn, der skaber rammerne for et sundt familieliv og får alting til at fungere, mens mænd generelt er nogle stridslystne, blodtørstige, hævngerrige fjolser. Og det er sgu svært at være uenig i.
Historien starter i Norge tilbage i de tider, hvor man(d) drog i viking. Tordis er en smuk, ung kvinde, der har fundet sig en pragtfuld kæreste i smedens søn, Bård. Tordis’ patriarkalske far har dog andre planer for datteren, og han får den iltre søn Gisle til at myrde Bård.
Blodhævn var højeste mode dengang. Så efter nogle forskrækkelige forviklinger, hvor hele familien er ved at blive brændt inde, må de flygte. Tordis er ved at dø af sorg over sin tabte kærlighed, men tvinges med ombord på vikingeskibet af faren og Gisle. I en brandstorm lykkes det hende at skubbe faren overbord; så er der én mindre at bekymre sig om. Hendes elskede mor får en mast i hovedet og omkommer også.
Tordis, hendes brødre og deres trælle når langt om længe til det barske ørige, Island, og selv uden forældrene klarer de sig godt. Tordis er en moderne kvinde, der tror mere på samarbejde end tvang, så hun får det bedste ud af trællene. Sammen bygger de en flot gård, mens brødrene gør deres hoser grønne hos en mægtig nabo. Fremtiden tegner lys som en islandsk forårsdag.
Endnu engang lykkes det Tordis at finde sig en sød og betænksom elsker. Og endnu engang har hendes morderiske lillebror, Gisle, andre planer. Lad det være sagt med det samme: Det bliver en kamp mellem stærke viljer, mellem skarpe sværd og slebne argumenter. En kamp, som kun har tabere.
Jon Høyer (f. 1942) fremviser på fornem vis et islandsk samfund, der både er underlagt en mægtig religion og nogle fremsynede retsregler, der knæsættes én gang om året på Altinget. “Mellem havet og ødemarken” er en elementært spændende og flot fortalt norrøn skrøne. Det er som sagt også en let fordøjelig indgang til den særegne stilart, som de islandske sagaer jo er. Helt bevidst har Høyer bibeholdt forlæggets teatralske sprog og kværnende melodrama:
“Torkel omkuld på ryggen, Asgerd bøjet ind over sin mand, håndfladerne presset mod den blodige kofte, hen over såret, munden et skrig efter hjælp. Han var længe om at dø, blev pint ihjel, var ikke til at redde. Den stakkel, den stakkel.”