Mælk og honning af Rupi Kaur

Ordene flyder frit og følelsesfuldt fra Rupi Kaurs pen i hendes debutdigtsamling ”Mælk og honning”. Der er ingen filter på, man mærker smerten af det, der blev plyndret fra hendes identitet ved overgreb i barndommen. Der er ingen tvivl om, at voldtægt og overgreb har forhindret Rupi Kaur i at finde tryghed og i at måtte fylde som menneske. Hun formidler smerten ved det evige arbejde for at kunne indgå i tætte relationer. Man fornemmer også kulturelle elementer i opgøret med det at være en usynlig kvinde.
Samtidig lyser drivkraften til at finde sig selv og finde ikke kun den erotiske lyst, men også den helende kærlighed, stærkt ud af hende.
Rupi Kaurs digte er fulde af sensuelle billeder på erotikken og kærligheden. Det får lov at fylde på en særlig feminin og sanselig måde. Især er honningen gennemgående:

du ser ud som du dufter af
honning og ingen smerte
lad mig smage på det

(s. 66)

Der er mange og korte digte. Der kunne med fordel være luget mere ud i dem, da de bliver ved med at kredse om de samme emner, og kvantiteten styrker ikke helheden.
Mange af digtene er dog elegante og direkte i deres budskab, og nogle af dem bærer en slags opsummerende titel under selve digtet, som det andet af de citerede:

”jeg er et museum fuld af kunst
men du havde lukkede øjne”

(s. 100)

”vores rygge
fortæller historier
ingen bøger har
rygtykkelse til at
bære

–farvede kvinder”

(s. 171)

Nogle af dem kommer til at virke som en slags aforismer, da de får et ”almengyldigt” præg. De dukker op hele vejen gennem digtsamlingen, men er stærkest repræsenteret i afsnit fire under temaet ”Det helende”, hvor de virker som en slags råd til andre. Det følgende eksempel passer fint ind i helheden, men det er jo ikke noget, der er sagt for første gang, men måske alligevel på en ny måde her:

du må gå ind i et forhold
med dig selv
før nogen anden

(s. 150)

Kærligheden og erotikken formuleres med glimt fra en kulturkreds, der tydeligvis italesætter kærligheden langt mere lidenskabeligt og poetisk end den nordlige gør. De enkle tegninger støtter digtenes budskab, og derfor opfatter jeg ”Mælk og honning” som en fin kreation. Uanset det banale, der kan ligge i de tilbagevendende og alt for rigelige ”aforismer” og små grammatiske fejl, så lyder her en klar stemme, der insisterer på kærlighed.

Lån bogen på biblioteket