Månesten af Sjón

Indledningen er spektakulær. Drengen Måne Sten er ved at sutte den af på en stønnende og nervøs mand. Nedenfor klipperne, hvor de står, kommer den filmstjernelignende Sola Gudb- fejende i sort og rødt på sin motorcykel. I baggrunden er Katla i udbrud – i sort og rødt.

Året er 1918, stedet Reykjavik, en katastrofe er i anmarch. Snart vil et dansk fartøj anduve havnen medbringende en uhyggeligt smitsom sygdom, den spanske syge, der ender med at koste hundredvis af især yngre, livskraftige islændinge livet. Også Måne Sten rammes og svæver bevidstløs mellem liv og død, mens hans sind fyldes af surrealistiske billeder af afrevne ansigtsdele.

At dykke ned i Sjóns miniatureroman “Månesten” (i den halvanden time, det varer) er glimtvis som at være tilskuer til nogle af Dali og Bunuels mere syrede filmværker. Og det er skam helt bevidst, det filmiske og det syrede. Måne Sten bruger alle de penge, han tjener som trækkerdreng, på at se op til flere film om dagen i Reykjaviks to biografer. Hele hans liv filtreres gennem levende (men jo ikke virkelige) billeder.

Næste, temmelig eksplicitte, sexepisode indtræffer, da Måne Sten har stående samleje med en fyrig, dansk matros. Det sker i de selvsamme minutter, hvor Island opnår sin selvstændighed fra Danmark. Meget symbolsk spiller et orkester i baggrunden “Kong Christian stod ved højen mast”.

Sjón har fundet et dramatisk år i den islandske historie at lade sit sære, lille drama udspille sig. Der sker forholdsvis meget på de få sider, om end det meste alligevel foregår i læserens visuelle hjernecentre.

Som det vist er kutyme på de kanter, slutter bogen med, at vi lige får tjek på familiesagaen. For de medvirkende personager er ingenlunde tilfældigt valgt. Et spøjst punktum.

Lån bogen på Bibliotek.dk