Lurian af Andrias Andreasen

Det er under kummerlige forhold at Lurian vokser op i midten af halvfjerdserne. Begge forældre døjer med psykiske problemer, og Lurian er mere eller mindre overladt til sig selv. Det sætter naturligvis sine spor, og Andrias Andreasens debutroman “Lurian”, handler om, hvordan en på alle måder modbydelig seriemorder bliver til. Vi følger Lurians opvækst på Fyn, og hans videre færd til København. Vi er i den grad med på første parket, når Lurian folder sig ud som bestialsk morder. For en stor del af mordenes vedkommende får læseren et væld af detaljer, og det i en sådan grad, at det bliver virkelig ubehageligt.

“Lurian” er samtidig et studie i hvor galt det går, når der ikke læses ordentlig korrektur på en roman. Bogen er så fuld af stavefejl, underlige formuleringer, og mærkelige hjemmelavede ord, at man må tage sig til hovedet, og undre sig over hvordan bogen kan blive udgivet i den form. Gangarealet på en sygehusafdeling, bliver f.eks. til en “stuegang”, en fødestue bliver til en “fødselsstue”, en tankvogn bliver til en “tanktransporter”, politiet bliver til “politivæsenet”, osv.

Sidste kapitel? Jeg fattede ikke en bjælde af hvad det handlede om.

Handlingen som sådan, er godt tænkt. Der er lagt op til at psykologisk drama, hvor vi får lov at følge en drengs forfærdelige opvækst, og de skader den giver ham. Det kunne der komme en rigtig interessant psykologisk thriller ud af. Men det virker som om forfatteren har været mere fokuseret på at udpensle grusomme detaljer, end på at opbygge det psykologiske drama. Som læser står jeg lidt som tilskuer til det hele, og forstår ikke rigtigt hvad der sker. Jeg kan se Lurian, og jeg kan se hvad han bliver til, men jeg forstår det ikke. Jeg kan ikke mærke ham. Flere oplysninger om Lurians sind, og mindre blod og indvolde, havde været at foretrække.

At den politimæssige del af bogen, ledes af en af de sædvanlige københavnske, utilregnelige og narkoafhængige særlinge, bliver bare for trættende. Faktisk er det sådan, at de implicerede politifolk, med en enkelt undtagelse, fremstilles fuldstændig utroværdige og inkompetente.

Andrias Andreasen kan udtænke et godt plot, og han kan for så vidt også gøre det spændende nok. Men jeg vil virkelig anbefale at der gøres rigtig meget på den redaktionelle side af sagen i fremtidige udgivelser. Jeg tror det kan blive godt. Men “Lurian” var det desværre ikke.

Lån bogen på Bibliotek.dk