Lucky Luke 1951-1954 af Morris

De tre her genoptrykte historier repræsenterer det ypperste fra Morris solo-karriere. Altså fra perioden inden han begyndte at arbejde sammen med den geniale manuskriptforfatter René Goscinny. Tegnestilen udvikler sig og gengiver ikke længere et nuttet dinseyinficeret univers, men et hedt, råt og semirealistisk amerikansk westernmiljø. Historierne har fået deres eget liv, og der er både visuelle såvel som psykologiske finurligheder at grine af. Ikke så intellektuelle grin som senere hos Goscinny, men af den mere grovkornede slags.

Daltonbrødrene har deres debut, og det er ikke Joe, Jack, William og Averell, som vi kender, men de rigtige Daltonbrødre, virkelighedens Daltons der alle (bortset fra yngstebror Emmet), måtte lade livet i Coffeyville 1882. Af udseende er de identiske med deres senere fætre, men da Morris lader vor helt aflive gruppens leder i den afsluttende skudduel, kunne Morris ikke genbruge banden. Og det krævede læserne. Banden blev med deres ene optræden, særdeles populære.

“Doc Doxey” er en satire over vesten gryende “medicinalindustri”, hvis repræsentater var omrejsende plattenslagere, der under dække af at sælge mirakelmixturer, prakkede syge mennesker humbugmedicin på halsen. Når medicinen viste sig kun at gøre alting værre, var “doktoren” for længst rejst til den næste by og de næste kunder. Doc Doxey møder imidlertid Lucky Luke, og så er der lagt op til en masse gags. Både Luke og doktoren viser sig at være lige udspekulerede i deres forsøg på at platte hinanden.

Skuespilleren Jack Palance optræder som skurk i “Lejemorderen” (genoptryk af den historie der oprindelige bar titlen “Lange Luke”), hvor to saloon ejere i samme by forsøger at udkonkurrere hinanden. Den ene tyr til ufine tricks og hyrer en lejemorder for at slippe af med sin konkurrent. Mens den lysky kroejer således får betalt hjælp, møder Lucky Luke op hos modparten, og så er eventyret eller i gang.

Dødstallet er uhørt højt for en belgisk tegneserie. Både Lange Luke, Grat Dalton og hele den bande der er efter shefif Pille må lade livet.

Egmonts samlede Lucky Luke skuffer til gengæld monumentalt hvad angår ekstramaterialet. Det består af en dobbeltside der indleder hvert nyt eventyr, og det er mildest talt ikke særligt oplysende. Stramme fakta omkring hvornår og i hvilke numre af ugebladet Spirou de enkelte sider udkom i er mildest tal ligegyldigt opremsning, og de fem genoptrykte forsider fra Tyskland, Finland, Norge, Sverige og Danmark, er igen bare fyld.

Lån bogen på biblioteket