Løgnens hus af Elly Griffiths

Den på alle måder kiksede arkæolog Ruth Galloway, er tilbage i andet bind af serien om hende og kriminalinspektør Harry Nelson. Det samme er flere af de mere eller mindre skæve personer vi lærte at kende i seriens første bind, “Pigen under jorden”.

Ruth Galloway bliver tilkaldt, da en gruppe bygningsarbejdere under nedrivningen af et forfaldent hus i Norwich finder barneknogler under et dørtrin. Kraniet mangler. Er der tale om en rituel ofring eller et overlagt mord? Sammen med kriminalinspektør Harry Nelson indleder Ruth en efterforskning af sagen, og det viser sig, at huset er et tidligere børnehjem ledet af en katolsk præst. Og at to børn forsvandt for 40 år siden og aldrig blev fundet.

Ved siden af mordgåden, kører en mere privat historie om Ruth og Harry. Læsere der var med fra seriens første bind, vil vide hvordan det på alle måder umage par fandt hinanden for en stund. Den historie fortsætter i “Løgnens hus”. Den er måske nok moralsk anløben, men den er også lidt sød og lidt sjov. Deres første møde får konsekvenser der rækker ind i denne bog, og jeg kan allerede nu forudsige at de vil række ind i samtlige efterfølgere også.

At komme i selskab med Ruth Galloway igen, er lidt som at komme hjem. Allerede i seriens første bind viste forfatteren mig hvad jeg kunne forvente af fremtidige bind. Og hun skuffer ikke. Historien er lige så forudsigelig som den første. Personerne er lige så meget klichéer som i seriens første bog. Humoren, af den der rigtig hyggelige “tø-hø-agtige” slags, lurer hele tiden under overfladen, når den da ikke folder sig ud i fuldt flor. Det er ikke dyb intellektuel litterær nobelpris-kunst. Det er mere Barnaby på lykkepiller, og det er knageme underholdende.

Englændere og danskere har mere eller mindre samme underspillede, og til tider ret sorte, humor. Det må være en af grundene til at der bliver taget så godt imod Ruth Galloway i Danmark, fordi vi føler os trygge i det kendte. En anden er, at Elly Griffiths er rigtig god til at finde på spændende historier, og hun er så god til at fortælle dem, at hun ikke behøver at skjule sig under grafisk udpenslet vold. For selv om gådens løsning ret hurtigt ligger lige til højrebenet, og jeg bare venter på at Ruth og Harry også finder ud af hvordan tingene hænger sammen, så nyder jeg deres selskab undervejs mod målet. At persongalleriet i øvrigt mere eller mindre består af særlinge, hvilket normalt irriterer mig grænseløst, kan jeg godt leve med når det er Elly Griffiths der fortæller historien. På en eller anden mærkelig måde, får hun det til at fungere rigtig godt alligevel. Hendes sprog er levende og i nogen grad sprælsk, uden at blive overstadigt og useriøst, og jeg har hele tiden den der det-er-jo-bare-for-sjov følelse når jeg læser hendes bøger. Derfor kan hun slippe afsted med det. For selv om det er en krimi og ikke en humoristisk bog som sådan, så er der hele tiden det der underliggende smil der gerne vil frem.

Lån bogen på Bibliotek.dk