0 kommentarer

Løgnen af C.L. Taylor

af d. 18. juni 2016
Info
 
Sideantal

370

Udgivet

2016

ISBN

978-87-7677-538-4

Originaltitel

The Lie. Oversat af Marielle Nielsen Hansen

Udgave

1. udgave, 1. oplag

 

Jane Hughes arbejder på et dyreinternat, her har hun fundet sit drømmejob, som består i at tage sig af forladte og misrøgtede dyr, særligt hundene har hendes store interesse.

Hun har en kæreste, Will, som har en datter, Cloe, der er vild med Jane. Alt kunne være idyl – men så begynder stemmer fra fortiden at dukke op.

I virkeligheden hedder Jane Emma – hun var for 5 år siden ude for en række meget traumatiske oplevelser, da hun tog til Nepal sammen med 3 veninder – kun to vendte levende tilbage. For at starte på en frisk er hun flyttet og har taget et nyt navn. Men en dag får Jane et brev – beskeder pr. sms og via Facebook følger, og en nyansat i dyreinternatet viser en lidt for stor interesse for Janes fortid. Snart ved hun ikke hvem hun kan stole på.

Læseren skal selvfølgelig have at vide hvad der skete i Nepal – så bogen skifter hele tiden mellem nutid og ”For fem år siden”, hvor de 4 veninder tog til et retreat i bjergene, Ekanta Yatra, hvor det var meningen de skulle meditere og forsøge at få lidt ro på tilværelsen. De har levet det vilde liv med druk og stoffer, Al er blevet forladt af sin kæreste, de har alle gamle traumer i rygsækken, og et par uger i Nepal var tænkt som en slags rekreation. Men en af de 4 veninder har helt andre planer og en skjult dagsorden.

Det er et forfærdeligt sted de er endt. Stedets leder viger ikke tilbage for noget som helst – manipulation, løgne, vold, tvang, sågar drab – snart er der skabt så meget splid og rygter mellem veninderne, at ingen længere ved om de kan stole på hinanden.

For mig var hændelserne ”For fem år siden” alt for voldsomme, for overdrevent dramatiske. Det virker ikke troværdigt, at man ved at bagtale og sprede rygter, på få dage kan få veninder gennem 7 år til at vende hinanden ryggen. Ved at overdrive volden og galskaben, synes jeg faktisk man opnår det modsatte – det bliver så utroværdigt, at man slet ikke gribes af uhyggen, og det føles aldrig rigtig virkeligt. Derved får man heller ikke rigtigt sympati for personerne, som virker meget kunstige, og alt går for meget amok i Nepal.
En OK krimi – men så heller ikke mere.

Lån bogen på biblioteket

Bedømmelse
Karakter