278
2014
978-87-992388-6-6
En 16-årig dreng findes død, og ved første øjekast kan det ligne selvmord. Det går dog hurtigt det op for politiet, at det drejer sig om et mord. Kriminalassistent Matt Bryon sættes på sagen sammen med sin nye makker, Taylor Samson, men hvem ønsker Dan Gerald fra fodboldholdet død? Og har mordet noget med de mange drengestreger, der har ramt Dans skole den sidste tid at gøre?
Jeg har tidligere læst scifi-serien “Livets barske lektie” af Helene Th. Svolgart, som jeg fandt underholdende og actionfyldte. “Legen de kaldte hævn” er Svolgarts første krimi, og jeg må indrømme, at jeg først var en lille smule skuffet.
Historien udspiller sig i USA, og den amerikanske påvirkning er meget tydelig i første del af fortællingen, som bl.a. skæmmes lidt af fordanskede amerikanske udtryk. Matt er f.eks. kendt for at være “et stenfjæs” (stone face) på stationen, Dan har lidt “en sen død” (slow death), Matt har en “skal gøres-liste” (to do list) osv.
Men heldigvis redder Svolgarts evne til at levere en underholdende historie hurtigt mislydene, så selvom det kriminaltekniske ikke altid føles lige naturligt indlejret i historien, og sproget især først i bogen halter lidt, så ender “Legen de kaldte hævn” alligevel med at være en god oplevelse. Opklaringen byder nemlig på en overraskende drejning i forhold til gerningsmanden, og så lader Svolgart os sidst i bogen komme helt tæt på de to betjente, som begge har barske historier med i bagagen.
Det skal retfærdigvis siges, at jeg ikke er den helt store krimilæser, hvorfor andre måske ikke vil have samme oplevelse af bogens første del, men til gengæld er jeg sikker på, at alle vil være enige med mig i, at “Legen de kaldte hævn” bliver bedre og bedre, jo længere ind i fortællingen man kommer.
“Sam, grav lige i dit kit, og test det blod, du fandt på værelset. Er det menneskeblod eller dyreblod?” Der var en lang pause, hvor stilheden dominerede bilen. Taylor ledte videre i deres foreløbige notater imens. “Tak Sam . Nej, det siger os pludselig en hel del. Ja, men se alligevel om du kan finde hundehår eller andet at tage DNA fra. Jeg vil have bekræftet, at det er morens hund, der har blødt i det hjørne.” Matt lagde på igen og skævede til Taylor. “Det var ikke menneskeblod. Jeg tror, du har ret, så jeg vil meget gerne vide mere om din teori om, hvad Dan var for en.”