190
2014
978-87-02-16204-2
”Klapperslangen” står ikke mål med forfatterens tidligere roman “Fordrivelsen” – i hvert fald ikke efter min mening. Romanen har tilsyneladende en frustreret romanforfatter – som viser sig at være Astrid Saalbach – som hovedperson. Hun er i højeste beredskab, da hun har indsendt sit manuskript “Frisøren” til forskellige teatre og ser sig selv som “dronning”, når stykket bliver antaget. Forestiller sig de utroligste scenarier, hvor hun ikke længere kan gå på gaden, men må emigrere til et sted, hvor hun ikke er så berømt.
Da stykket ikke bliver antaget på nogle af teatrene går hun til gengæld helt i spåner og forestiller sig i denne fase, at hun bliver nødt til at tage sit eget liv – altså hele paletten – fra det helt utopiske til det tragiske. Hun får et ophold på et amerikansk “refugium” for bl.a. forfattere, hvor hun er sammen med flere andre kunstnere, og her forsøger hun at få styr på sig selv, men om hun får det, er nok spørgsmålet.
Romanen er spændende læsning, idet læseren med meget korte afsnit ledes gennem det tidsrum, romanen spænder over, skiftevis i “nutiden” og i “bagklogskabens klare lys”. Spændende opsætning, men altså i min verden ikke så spændende som forfatterens tidligere roman, og hvorfor Saalbach skal optræde i bogen med navns nævnelse, er spørgsmålet – med mindre bogen er at betragte som en selvbiografi?