Keramik af Ane-Marie Kjeldberg

En modig bog, som anslår et roligt, overvejende tempo i en tid hvor ”hurtigt” og ”sensationelt” ellers er i kurs. Den fortæller om Hannahs modning fra morens død over de første studieår og frem til punktet, hvor hun kan tage ansvar for eget liv.

Hannahs tanker og udvikling er skildret, så behovet for indblik i hovedpersonens sind tilgodeses. I den forbindelse må jeg tænke på Austens Emma. Også Hannahs modning går fra livsfjerne forestillinger om tilværelsen frem mod stigende evne til at skelne realitet fra fantasi. Det der først kan virke irriterende – de hypersensitive pubertetstanker – bliver bogens styrke. Gennem blottelsen af Hannahs svagheder overlistes vi af forfatterens fortælleteknik, så vi gradvis applauderer endog svage tegn på styrke og bliver imponeret når hun i slutscenen ”Trak ham ved lemmet hen mod sig.” En helt anden kvinde end den, der ”faldt i søvn med Niels i tankerne, som hver aften i de sidste to år.”

For Hannahs udvikling sker ikke kun på tankeplanet. Sexelementet med smerte, tabu og fryd ligger i et kaotisk spændingsfelt mellem erfaring og tanker om bl.a. onklen, broren og veninden.
Som dyb understrøm ligger savnet af moren, der dør på et tidspunkt, hvor tabet ikke kan forarbejdes, da andre slags kærlighed gør deres krav.

Stærkest står Hannah og via hendes blik kæresten og broren. Svagere visse steder dialogen, som til tider kan virke skabelonagtig. Karikeret? Kjeldbergs styrke er indfølingen i hovedpersonens sind.

Der er stor originalitet i symbolanvendelsen. At skandere poesi sættes – spændende – op imod dét at dreje ler. Det regelbundne overfor det runde og kreative. Onklen og lektor Westermark er fortabte på deres side af grænsen, mens broren er tæt på at forføre med sin ”keramik”.

Man mærker at bogen for forfatteren er nødvendighed.