Kattenes eventyrlige rumsteren af F. P. Jac
Læser man en fantastisk historie på ubehjælpsomt og fantasiløst dansk kan den i praksis stadigvæk være værd at læse, og én af de ting der adskiller digte fra den almindelige prosa er, at dér gælder det ikke. Dér er sproget sgu vigtigt.
F. P Jac kan være nok så gammel en kending, og jeg er som sådan helt vild med den stilfærdige idé om at skrive “diskrete nysgerrigheder” om huskatte i al sin kedelige dagligdags “jeg har egentlig ikke andet at tage mig til”-facon. Men problemet er at jeg ikke finder disse nysgerrigheder sprogligt værd at læse. Det han gør, er at fortælle os om sine katte – og noget af det eneste rigtigt sjove ved digtene, er at man kan genkende den anstrengende type der kan bruge timevis på at fortælle om sine elskede husdyr og deres uigennemskuelige daglige finurligheder. At han oveni købet desperat prøver at tilføje en temmelig misforstået (høhø) “drilsk folkelighed” til teksterne, som i denne beskrivelse af en af kattenes klatretur i et træ:
“Men den er glat
Så et par rigtige ludernegle
Vil holde mig fast (.)”
Virker underligt, akavet og det gentager sig mange gange. (Hvad laver brugen af ordet “luder” i digte om huskatte i en have i Allerød?). Selvom der forekommer skæve idéer, som for eksempel den noget surrealistiske fortælling om hans kattes tur med ham på Bakken og oppe i rutsjebanen, og selvom Jac da sikkert nok har en ironisk point ved således fuldstændigt at gå over stregen mht. menneskers forhold til kæledyr, og i øvrigt som en tilbagevendende tendens spejler den menneskelige trummerum og hans egne længsler og følelser i kattenes mystifystiskheder – især i den sidste halvdel som bliver minimalt mere interessant, så køber jeg det ikke, og synes ikke det er interessant/sjovt/givende. Og det er dét det muligvis kunne have været, hvis digtene havde været ligeså finpudsede i deres elegance og mystiske i deres hensigter, som kattene.
