Kære Evan Hansen af Val Emmich

Kære Evan Hansen er en bog, du bare må læse.

Romanen handler om Evan, der altid har følt sig alene og nærmest er usynlig. En dag havner hans brev i de forkerte hænder, og han trækkes ind i en families tragedie. Evan er en voldsomt angstramt person og i stedet for at fortælle sandheden, lader han sig rive med i et forsøg på at mildne familiens sorg og få følelsen af at høre til. Men det varer ikke evigt, og snart står han ansigt til ansigt med sin værste fjende. Sig selv.

I mine øjne er denne bog én, man bare skal læse, fordi den bearbejder nogle vigtige emner, som en del sikkert kan nikke genkendende til. Og så gør den det på en så fin måde, uden at emnet bliver for tungt eller deprimerende, men netop har den rette balancegang. Det er en roman fyldt med sorg, autenticitet, varme, ensomhed, depression og en på sin vis hjerteskærende fortælling. Om folk der ikke bliver set, hverken af klassekammerater eller sin familie. Hvor store konsekvenser det kan få for den enkelte, og hvor lidt der nogle gange skal til, for at personen kan føle sig bemærket og som en del af noget større.

Bogen er sammensat af kapitler, hvor man følger Evan, og andre hvor man følger afdøde Connor. Det er et fint sammenspil, der giver en bedre forståelse og mere dybde. Især fordi man gennem Connors fortælling lærer ham at kende og finder ud af, hvad der ledte op til hans selvmord. Evan er en realistisk karakter, og man lever sig nemt ind i hans fortælling og handlemønstre. Til trods for at han lyver og kører løgnen så langt ud, er han alligevel en likeable karakter, fordi man forstår, hvorfor han gør det. En karakter med hjertet på det rette sted og et voldsomt ønske om at blive set og høre til. Akkurat som mange af de andre karakterer vi møder. Evans kamp mod angsten er velskrevet og nærværende. Man kommer under huden på karakteren og får på den måde en ny forståelse for angst.

Jeg vaklede mellem 4 og 5 stjerner og endte på de 4 af den grund, at jeg alligevel synes, at løgnen simpelthen bliver kørt for langt ud. Jeg kan sagtens forstå, hvorfor Evan gør det, og hvor svært det kan være for en person med angst at sige noget i det hele taget. Og hvor svært det så må være at skulle indrømme sandheden Men det blev bare lidt for langt ude til mig, måske fordi jeg ikke helt tror på, at en person i sidste ende ville lade det komme så vidt? Alligevel synes jeg, at man skal tage at læse bogen, grundet dens vigtighed, behandling af tunge emner og håbet, der lurer mellem linjerne. Et håb om, at der er andre, der har det på samme måde, og at det er muligt at blive set.

Lån bogen på Bibliotek.dk