Julie af Anne Fortier

528 sider er rigtig meget at bruge på et plot, der kunne have været overstået på 10.
Du godeste, hvor en kamp vi som læsere skal igennem, før Julie får sin Romeo og opklarer det mysterium, som slet ikke havde behøvet at være et mysterium.
I USA trisser Julie rundt i sin egen lille Shakespeare-verden, da hendes plejemor, tante Rose, dør og efterlader hende en arv, der viser sig at være en hemmelig skat i Siena.
Julie rejser af sted til Italien og opdager langsomt, alt for langsomt, at ingen er, som de giver sig ud for at være. Skatten er slet ikke, hvad Julie tror. Og folk omkring hende ter sig som tosser.
Og alt dét kunne vi have været foruden, hvis de involverede parter fra starten, helt ukompliceret, havde lagt kortene på borte. Men selvfølgelig ville der så ikke være kommet en umådelig lang murstensroman ud af anstrengelserne.
Anne Fortier gør en indsats med sit sprog i romanens begyndelse, men glemmer det hen mod slutningen, hvor hun jasker igennem fortællingen på dansk stil-planet. Desuden krydrer hun med pseudo-intellektuelle citater og en shakespeare-indpakning, der bliver pustet op til mere, end den kan bære.
Uha, hvor en skuffelse.

Lån bogen på bibliotek.dk