182
2018
978-87-11-90176-2
Johns saga
1. udgave, 1. oplag
Her er ikke ”en sang om en mand, der hed Larsen ”– men en bog om en mand, der hedder John. Og John er slet ikke som ”en mand, der hedder Ove”.
John er 75 år, han er gift med Vera, som han elsker meget højt, og han besøger tit og ofte sin ven Ole på plejehjemmet. Ole sidder i kørestol og er en god lytter – han kan ikke længere tale og sidder dagen lang og betragter fuglelivet udenfor. Men fysisk til stede, det er er han! John kan godt lide en lille skarp eller to – og han hygger sig på det lokale værtshus med gutterne.
Alle kapitler indledes med et citat fra Johns navnebror John Wayne – og det gør, at jeg ser John for mig som en John Wayne type – fræk, med glimt i øjet – og ikke bange for noget, og alligevel lidt ude af trit med virkeligheden. ”Tomorrow is the most important thing in life” & “I never trust a man that doesn’t drink”. Dejlige citater, der inviterer til eftertænkskomhed.
Da Vera en dag ligger død, da John kommer hjem fra værtshuset, skal John til at finde fodfæste i en helt ny verden. Verden er befolket af unge mennesker med helt andre værdier, end dem John står for, og hans søn er bekymret for faderen, for ”du drikker for meget, far”. Ole på plejehjemmet er den eneste, der lytter ikke kun til det John siger, men også til det, John ikke siger. Det er godt at have en gammel ven.
John har islandske aner, og en dag drager han til Island for at stifte fred med den søn, der forlod familien mange år tidligere, og som de ikke har hørt fra. Det bliver katastrofalt for Johns identitet og da John må forlade den lejlighed i Bellahøj, der har dannet ramme om hans og Veras liv, flytter han ind i kælderen hos sin anden søn. I denne kælder – under virkeligheden, som Lars Lilholt synger – bryder Johns verden sammen og han mister fodfæste. Han vil have, at alt skal være som i gamle dage, hvor han havde styr på livet og på København.
En fin historie om, hvem man er og den tillid man bygger sin verden på med sin ægtefælle. En historie om, hvor hurtigt livet går og hvor tilfældigt alting er.
Torben Munksgaard skriver fint og nærværende, så man kommer ind under huden på John, og flere steder har man som læser lyst til at tage John i hånden og følges med ham. Det har været dejligt at lære John at kende.
Omslaget er smuk illustreret med Johns stok – der vender på hovedet. Den kan bruges både som stok og som våben!