Jan Lööfs serier bind 1 af Jan Lööf

Svenske Jan Lööf har siden 70’erne været en markant kunstner på børnebogsmarkedet. Hans karakteristiske tegninger rummer megen dybde, og hans fremstilling af forskellige mekaniske apparater er altid naivistisk gammeldags. Han er også kendt for skandinaviens nok bedste tegneserier, og de serier er nu samlet her i det første ud af tre bind.

Mest berømmelse har serien om Felix opnået, og Felix fylder også størstedelen af dette bind.

Lööf starter med en hilsen til Hergé: Omslagets inderside prydes af et galleri af hoveder af de figurer der har været med i Lööfs forskellige serier, ganske som Hergé gjorde det i sine Tintin album. Tintins skaber hyldes også på bagsiden, hvor Tintin kigger en tegnet Lööf overskulderen mens denne er i gang ved tegnebrættet.

I et samlet bind forventer den kritiske samler noget ekstra, og her er dette ekstra en indledning skrevet af Lööf. Den beskedne tegner fortæller lidt om sig selv, – meget lidt faktisk, men igennem hans umådeligt beskedne fortælling træder mennesket alligevel frem. Han viser eksempler på sit arbejde udenfor bogmarkedet, hvor han har tegnet pladeomslag til svenske jazzorkestre. Der fortælles om karrierens begyndelse, og om hvordan han sent i livet begyndte at spille saxofon. Fortalt selvironisk med en meget tilbageholdt og underspillet humor.

Lidt overraskende er serierne ikke sat i kronologisk rækkefølge, vi starter med Ville fra 1976, der er tegnet i farver, for at dykke ti år tilbage til den første Felix, der er sort/hvid. På den måde udstilles – nærmest blottes, tegnerens udvikling, for den første Felix er i sammenligning med ‘Ville’ nærmest primitivt tegnet. Her ses også et par steder hvor der er decideret sjusk, idet ladet på en pansret mandskabsvogn krymper kraftigt i størrelse fra billede til billede. Et tegn på at tegneren ind imellem har været nød til at springe over hvor gærdet var lavest, hvilket falder tilbage på Lööfs ukonventionelle arbejdsmetode. I sin indledning har Lööf forklaret sin afmagt overfor deadlines, der blandt andet gjorde at hvis han var under tidspres, skar han ned på detaljer og henlagde handlingen til en tom ørken, hvor han så kunne nøjes med en vandret linje som baggrund. Det var kun muligt fordi han ikke arbejdede ud fra et færdigt manuskript. Handlingen blev dermed meget deformerbar og kunne bevæges frit omkring fra side til side. Derfor kan en enkelt historie reelt indeholde ti forskellige historier der glider over i hinanden. På ganske charmerende vis afsluttes første Felix-epos med sætningen ‘På rejsen hjem begynder et nyt eventyr’, der netop er toneangivende for Lööfs aparte arbejdsmetode.

Der afrundes med ‘Felix og det store oprør’, der i mine øjne er det bedste Felix æventyr. Her mærkes for første gang Lööfs let venstreorienterede pegefinger, idet en magthaver altid er en skurk og folket de uskyldige undertrykte.

Jeg undrer mig lidt over forlagets tilgang, for man snydes for de originale forsider til de forskellige album. De er udeladt, hvilket er uforståeligt, og man har i stedet valgt at indsætte en blank side kun med angivelse af det oprindelige albums titel. De har muligvis ikke passet ind i helheden, men det er lidt synd.

En absolut nødvendig udgivelse, da originalserierne ikke er til at opdrive, og historierne både er morsomme og meget opfindsomme.

Lån bogen på Bibliotek.dk