36
2008
978-87-11-43068-2
“Iqbal Farooq og den lede julestjerne” er en sympatisk, men gammeldags billedbog for de 3-6 årige. Forfatteren vil det godt, og måske er han ganske enkelt for sød til at skrive billedbøger. De nutidige billedbogsoplæsere er vant til historier, som giver den voksne noget at gnave i, og det tilbyder “Iqbal Farooq og den lede julestjerne” simpelthen ikke. Der mangler kant og så må der altså godt leges lidt med sproget i billedbøger.
Historien om den indiske familie i den interkulturelle bydel Vesterbro i København vil to ting. Den ene er at fortælle den traditionelle historie, der handler om Iqbal Farooqs far, som beslutter, at familien skal prøve at holde jul, og de problemer de har med en helt almindelig ting som at skaffe og installere et juletræ. Men sideløbende med denne historie skal vi pinedød have præsenteret alle beboerne i deres opgang. Der bliver brugt meget tid på at sætte scenen og da en billedbog kun er 36 sider lang, skulle man nok have skåret en hel del af baggrundsfortællingen fra.
Familien har ikke noget julepynt, så de pynter træet med gafler og sokker. Til sidst får de rent faktisk en julestjerne, men den har onklen stjålet fra rådhuspladsen, så den er kun til låns. Set-up’et er hyggeligt, tegningerne er sjove og har deres eget liv, men det batter bare ikke rigtigt. Politimændene er simpelthen alt for søde og jyske. Der er jo ingen, der tror på politibetjente, der forfølger en tyvagtig onkel og ender med at blive og danse om juletræet. Vi tror måske på flinke betjente – men ikke at de har tid til julehygge.
Bogen har kvaliteter, men de forsvinder i alt det hyggesnakkende. F.eks. er det enormt fedt, da farmand kommer ud og køre i sidevogn med den kvindelige underbo som chauffør. Det er så traumatisk for ham at blive kørt af en kvinde, at han går direkte hjem i seng. Det er en underholdende betragtning, at man altså også har nogle grænser, selvom man er åben og velvillig af sind.
Men alt i alt for meget sukker og for lidt spændstighed.