I min sidste time af William Faulkner

Vi er i det sydlige USA cirka 1920. I en fattig familie er moderen død, og hendes mand beslutter sig for at opfylde hendes ønske om at blive begravet med familien i den by, hun kommer fra. Den ene søn tømrer kisten sammen. Ned med den udtjente moder. Muldyrene spændes for kærren, og så tager familien af sted på den sidste tur med mor.

Personkarakteristikkerne er fede, kringlede og her er virkelig noget at grave i. Og det fattige bondesamfund står knivskarpt for ens indre øje. Desværre har forfatteren haft meget travlt med at lege med synsvinkel. Hvert afsnit fortælles af forskellige personer; børnene, naboerne og sågar den afdøde. Navnet på fortælleren står før afsnittet, men så stemmer det alligevel ikke. Folk blander sig uden varsel i andres fortælling, og læsningen bliver så frygtelig træg, fordi man hele tiden stopper op i forvirring over hvem pokker fortælleren egentlig er.

Når en forfatter modtager både Nobels Litteraturpris og den amerikanske Pulitzer-pris, sidstnævnte endda to gange, noteres hans navn automatisk på min indre must-read-bogliste. Jeg føler mig ganske enkelt forpligtet til at kigge nærmere på forfatterskabet. Denne kun 157 sider laaange roman blev min første oplevelse med William Faulkner. Lad mig bare melde klart ud. Hvis jeg skal læse mere af Faulkner kræver det, at jeg mirakuløst bliver godt over 300 år og får hang til litterært drøvtyggeri. William Faulkner er hård kost mine damer og herrer.

Gennem hele bogen forestillede jeg mig et kor af jublende gymnasium dansklærere, der sang og priste denne bog med de svimlende skiftende synsvinkler og analyseelementer til utallige dansktimer.

Kan man se bort fra synsvinkelvrimlen er der kraft i denne bog. Mit liv er simpelthen for kort til den slags.

Lån bogen på bibliotek.dk