0 kommentarer

I krig for fjenden af Bjarne Salling Pedersen

af d. 12. april 2012
Info
 
Sideantal

192

Udgivet

2011

ISBN

978-87-7514-366-5

 

Historikeren Bjarne Salling Pedersen lader i ”I krig for fjenden” Georg Rasmussen fortælle sin egen historie om oplevelserne som ung mand under 2. Verdenskrig. En elendig opvækst, krigsdeltagelse på østfronten, og tilbagevendende kontroverser med autoriteter er de store temaer i erindringen. Efter eget udsagn blev Georg Rasmussen nærmest tilfældigt indfanget af krigens hvirvelvind, da han ikke nåede at påmønstre et skib med afgang til Sydamerika, på flugt fra børneforsorgen.

Sproget er Georg Rasmussens eget, direkte og ligefremt, hvilket betyder, at fortællingen om opvæksten, træningen og vagttjenesten i Polen, kampene om Rostov og nær Tjetjenien i SS-division Wiking, radiotjansen i Litauen og i Danmark, samt opholdet og hjemkomsten fra fangelejren med ‘de hvide busser’ skrider hurtigt frem. Den præges af en række nedslag og anekdoter, ofte om de tilfælde, hvor han havde heldet med sig mens soldaterkammerater blev dræbt, tro mod temaet ’tilfældighed’. Men fortællingen er desværre også næsten blottet for følelser, refleksioner og overblik eller nærmere indføring i det militære.

Beretningen beriges kun med engagement i forbindelse med beskrivelserne af hans kontroverser med diverse autoriteter, danske som tyske, og ikke mindst i forbindelse med behandlingen af de danskere, der deltog i tysk fronttjeneste efter tyskernes nederlag ved Stalingrad, hvor folkestemningen var blevet væsentlig mere antitysk. At de blot havde gjort hvad de blev opfordret til af den danske regering, der jo samarbejdede med den tyske besættelsesmagt, fastslår han indigneret. Samme indignation udebliver i beskrivelsen af fx. hvordan syge sovjetiske krigsfanger i fangelejren i Polen blev smidt ind over pigtråden til et særligt lejrafsnit, hvor de så frøs ihjel i løbet af natten.

Tankevækkende, særligt i lyset af forfatterens oplysning om, at Georg Rasmussen dokumenterbart løj om sit medlemskab af DNSAP, det danske nazist-parti, og at han ikke ønskede at undskylde noget, som det nævnes i forordet. Karakteristisk for tonen beretter Georg Rasmussen da også ærligt, men ubevæget, om andre krigsforbrydelser, som han var vidne til. Et billede af en rodløs, vanskelig ung mand toner frem, men billedet af hans personlige rolle og motivation i den ellers uhørt brutale krig på østfronten, som Waffen-SS var en ganske blodbesølet del af, forbliver noget uklart. Overordnet set fremstår fortællingen derfor noget ufuldstændig og uinteressant.

Lån bogen på bibliotek.dk

Bedømmelse
Karakter